Advokat: »Justitsministeriet har vildledt offentligheden«

I sagen om myndighedernes håndtering af asylansøgere fra Eritrea har Justitsministeriet opført sig som de tre aber med hænder for øjne, ører og mund. Og danskerne har aldrig fået den rigtige historie, mener flygtningeadvokat Niels-Erik Hansen.

Flygtningeadvokat Niels-Erik Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Justitsministeriet og de danske udlændingemyndigheder har vildledt befolkningen i Eritrea-sagen, og danskerne har aldrig fået den reelle forklaring på, hvad der lå bag myndighedernes indgreb over for asylansøgere fra Eritrea i 2014.

Sådan lyder det fra flygtningeadvokat Niels-Erik Hansen, som har et unikt indblik og et personligt engagement i det omstridte forløb. Som advokat har han ført en række af de eritreiske asylansøgeres sager de senere år.

Eritrea-sagen handler om, hvorvidt Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen i 2014 blev så ivrige efter at holde eritreiske asylansøgere væk fra landets grænser, at de agerede usagligt. Måske ulovligt.

Da Justitsministeriet i august 2014 varslede indgreb over for asylansøgere fra Eritrea og indførte et asylstop, gav regeringen indtryk af, at Danmark var blevet magnet for eritreere og især menneskesmuglere. Justitsministeren »frygter, at en af årsagerne til den pludselige strøm af asylansøgere fra Eritrea kan være organiseret menneskesmugling,« meddelte Justitsministeriet.

Forklaringen er en anden, fastholder Niels-Erik Hansen.

»Op gennem 00erne førte vi en meget restriktiv linje over for eritreere. Det ved jeg, for jeg har siden 2010 indbragt flere afslag til eritreere for FNs Menneskerettighedskomité. Så måske på grund af disse klager og måske påvirket af, at vores nabolande konsekvent gav ophold til eritreere, ændrede Flygtningenævnet kurs i udgangen af 2013 og begyndelsen af 2014, så faktisk alle fra Eritrea fik ophold. Det var derfor, at eritreere begyndte at søge mod Danmark i sommeren 2014,« siger Niels-Erik Hansen.

I 2013 gav Norge og Sverige hver især ophold til flere end 2.000 asylansøgere fra Eritrea. Til sammenligning søgte blot 98 eritreere om asyl i Danmark. Men efter at eritreerne formentlig opdagede den lempeligere kurs i Danmark, skete der noget. I marts 2014 søgte blot 12 eritreere om asyl, i juli hed tallet 513. Omtrent 2.300 eritreere endte med at bede Danmark om ophold i 2014.

»Men faktisk kommer vi bare på niveau med de omkringliggende lande,« siger Niels-Erik Hansen.

»Det vidste Justitsministeriets jurister godt, for de har selv behandlet de tidligere klagesager. I april 2014 nåede FNs Menneskerettighedskomité endda at statuere, at Danmark overtrådte FN-konventionen. Ministeriet kendte til situationen. Alligevel foregav Justitsministeriet i sensommeren, at man var stærkt forundret og bestyrtet over tilstrømningen af asylansøgere og begyndte at tale om menneskesmuglere, som om det var et nyt fænomen. Ministeriet har på ingen måde handlet sagligt,« siger advokaten.

Samtidig med at regeringen ville »sætte ind« over for asylansøgere fra Eritrea i august 2014, indførte myndighederne også et såkaldt asylstop, så ansøgernes sager fortsat blev behandlet, men uden at de kunne få en afgørelse.

Asylstoppet varede mindst tre måneder, og flere eksperter har efterfølgende vurderet, at indgrebet kan være lovstridigt. Desuden rejste Udlændingestyrelsen i efteråret 2014 til Eritrea, skrev en positiv sammenfatning om det nordøstafrikanske land i en rapport og lagde op til, at hovedparten af alle asylansøgere fra Eritrea kunne sendes hjem.

Først efter heftig kritik af Eritrea-rapporten ville Udlændingestyrelsen alligevel godt give asyl. Senest er det kommet frem, at Justitsministeriet i 2014 holdt såkaldte koncernstyringsmøder om sagen og arkiverede notater om asylansøgere fra Eritrea, selv om justitsminister Mette Frederiksen (S) konsekvent har fortalt Folketinget, at der var »armslængde« mellem Justitsministeriet og asylmyndigheden Udlændingestyrelsen.

»Men skaden er sket,« siger Niels-Erik Hansen.

»Forvaltningsretligt har du forsinket sagsbehandlingen. Udlændingestyrelsen har netop meddelt 119 af 122 ansøgere ophold. Det skulle de jo have haft sidste sommer. Havde pressen ikke afsløret hele forløbet, var disse mennesker muligvis blevet sendt hjem til tortur, fængsel og død. Jeg er nødt til at tro på, at det aldrig var kommet dertil,« siger Niels-Erik Hansen.

Hvor præcist i Eritrea-sagen ser du myndighedssvigt?

»Myndighederne er fuldstændig klar over, at der ligger et afslag på ophold til en eritreisk asylansøger, som FNs Menneskerettighedskomité har omgjort. Samme linje havde Flygtningenævnet lagt. Alligevel valgte Udlændingestyrelsen og Justitsministeriet at sætte sig som de tre aber med hænderne for øjne, ører og mund og lade, som om man var helt uforstående over for det stigende antal indrejsende eritreere. Justitsministeriet har konsekvent handlet mod bedrevidende og vildledt offentligheden. Og myndighederne har brugt usaglige redskaber til at signalere, at asylansøgere skal holde sig væk fra Danmark på en måde, så der efter min opfattelse er tale om egentligt magtmisbrug. Endda over for mennesker, som har allermest behov for beskyttelse,« siger Niels-Erik Hansen.

Den 51-årige advokat har i mange år kæmpet for flygtninges sag. Niels-Erik Hansen er også leder af Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination og sidder i bestyrelsen for det europæiske netværk mod racisme, ENAR.

Han mener, at Eritrea-sagen trækker tråde til flere opsigtsvækkende sager på udlændingeområdet, hvor embedsmænd har trodset saglighed for at efterkomme politiske ønsker.

Niels-Erik Hansen nævner sagen om, hvordan myndighederne i en årrække undlod at rådgive om EU-regler for familiesammenføring, og sagen om hvordan myndighederne i flere år fejlbehandlede statsløses adgang til indfødsret.

»Vi ser nogle af de samme tendenser i Eritrea-sagen. Man begynder ved resultatet – vi skal have lukket for tilstrømningen – og så regner man baglæns med en kontroversiel rapport, et asylstop og usaglige oplysninger. Jeg anerkender, at det er godt arbejde over for systemet, men det er uhyre kynisk, og metoderne rokker ved forestillingen om den neutrale, apolitiske embedsmand, som altid følger loven.«

Embedsmændenes rolle

Journalist Jesper Tynell har for kort tid siden udgivet bogen »Mørkelygten«, som handler om samme problematik. Om embedsmænd, der for at beskytte ministeren anvender vildledende statistikker, ikke-svar og kreative redegørelser til at vildlede både Folketinget og offentligheden.

Bogen har skabt debat, men også kritik, bl.a. fra højesteretsdommer og juraprofessor Jens Peter Christensen, som i en anmeldelse skrev, at der er noget galt med bogens præmis, fordi det er gammelt, kendt stof, at ministeriernes embedsmænd agerer loyal, forlænget arm for regeringen.

»Det er han som distingveret ekspert naturligvis klar over. Men jeg tror, at store dele af den danske befolkning regner med, at embedsmænd handler sagligt, fagligt og lovligt og ikke bare efter ministerens dagsorden,« siger Niels-Erik Hansen.

Kan man ikke argumentere for, at de dygtigste topembedsmænd på én gang agerer sagligt, lovligt og efterkommer ministerens ønsker?

»Jo, men vi begynder at se flere eksempler på, at topembedsmænd mest af alt laver politik. Min pointe er, at vi bør skabe transparens: Vil vi have neutrale embedsmænd, eller vil vi skifte til det amerikanske system, så hver regering selv indsætter sine departementschefer og topembedsværk. Det vil være ærligere over for befolkningen.«

Man kan vel argumentere for, at det danske embedsværk i ministerierne er et af verdens bedste med høj effektivitet og meget lav korruption?

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

»Jeg er grundlæggende enig. Men lige nu er ministeriet som udgangspunkt ministerens ansvar, og hvis realiteten er, at embedsmænd ikke virker neutralt, bør vi tage skridtet fuldt ud. Ellers blive ansvaret utydeligt. Hvad nu, hvis det var gået, som Udlændingestyrelsen lagde op til, og vi havde sendt mennesker hjem til tortur og fængsel? Udlændingestyrelsen refererer til ministeriet, men ministeren taler om armslængde, og ankeinstansen Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ, men blev omgået forud for Eritrea-missionen. Hvor skulle ansvaret for tortur og fængsel placeres?« spørger Niels-Erik Hansen.

Læs mere