Absolut blåt flertal

Følg kommunalvalget 2013 i Odder Kommune minut-for-minut. Vi opdaterer løbende med seneste nyt.


11.27: Absolut blåt flertal:
Odder får ny borgmester. Og det bliver Venstres Uffe Jensen. Han afløser den socialdemokratiske borgmester Elvin Hansen. Venstre er gået frem med to mandater til 8 ud af byrådets 19 mandater. Partiet har dermed absolut flertal sammen med de Konservative. Uffe Jensen lover en ny stil på borgmesterkontoret: "Det bliver en meget mere inddragende facon. Jeg står ved min kritik mod borgmesteren - at han har været for egenrådig. Han har gjort tingene lidt for meget, som han plejer og fået tunnelsyn, så jeg tror, det er godt for Odder Kommune, at der kommer en anden generation og et skifte," siger han til DR Østjylland. Den kritik afviser den afgående borgmester dog: "Jeg har aldrig sagt, at jeg har en tromlende stil. Jeg vil ikke lave om på mig selv. Men det var det, de brugte som argument for at vælte mig af pinden," siger en skuffet Elvin Hansen. Socialdemokraterne fik med valget en tilbagegang på ét mandat til 4 i byrådet. SF blev halveret til 2 mandater. Liste L mister sit ene mandat, mens Dansk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten kommer ind i byrådet med 1 mandat hver.

06.34: Udskiftning i byrådet: Efter Venstres suveræne sejr i Odder med dobbelt så mange mandater som Socialdemokraterne ser det nu ud til at Kultur- og Miljølisten ryger ud af byrådet, mens to nye partier - Enhedslisten og Dansk Folkeparti - kommer med. Det skriver Odder Avis.

TIRSDAG D. 19. NOVEMBER 2013

21:40: RESULTAT: Venstre stormer til sejr: Det borgerlige parti har tromlet alt over i Odder, hvor det er blevet til 38,9 procent af stemmerne mod Socialdemokraternes kun 23,4. Altså ligner nuværende borgmester Elvin Hansen (S) en færdig mand som borgmester.

20:59: Borgmester i Odder " Jeg skulle være et skarn, hvis ikke jeg regnede med at opnå stemmer nok til at blive genvalgt": Borgmesteren i Odder, Elvin Hansen, udtaler til DR P4 Østjylland. Han udtaler "jeg skulle da være et skarn, hvis jeg ikke regnede med at opnå stemmer nok til at blive genvalgt". 

11:55: Her spiller de kort mens de venter på 122 vælgere: På den lille ø Alrø i Odder Kommune rimer valgdag på stilhed. Øen har Østjyllands næstmindste valgsted med kun 122 stemmeberettigede øboere. Så valgstedet emmer ikke ligefrem af hektisk effektiv og travlhed for de valgtilforordnede. "Dagen bruger vi meget på at spille kort. Vi spiller Whist og hygger os og får noget godt at spise," siger Henrik Berthelsen, som er valgsekretær til TV2 Østjylland.

LØRDAG D. 16. NOVEMBER 2013 

13:13 Løkke og statsministeren slog vejen forbi: Statsminister Helle Thornng-Schmidt kom fredag middag til Odder for at støtte borgmester Elvin J. Hansen i valgkampen, og hun havde omkring en time til at tale med vælgere og politikere i Odder, der skriver Århus Stiftstidende. Socialdemokraterne er ikke de eneste, der får hjælp fra partitoppen. Torsdag var det Uffe Jensen, Spidskandidat for venstre i Odder, der havde besøg, da Lars Løkke Rasmussen kom forbi og støttede ham.