Aamund: Ny Alliance er på taberkurs

Erhvervsmanden Asger Aamund mener, at NA er i alvorlig fare for slet ikke at komme i Folketinget. Peger de ikke klart og entydigt på Fogh , vil han ikke stemme på dem. Partistifter Gitte Seeberg mener omvendt, at Aamund aldrig rigtig har forstået NAs ærinde i dansk politik.

Asger Aamund er ikke sikker på om han selv vil stemme på Ny Alliance. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er sandsynligt, at Ny Alliance slet ikke kommer i Folketinget. Og det er helt forståeligt med den valgkamp, partiet har kørt, mener en af de centrale støtter hos Ny Alliance – erhvervsmanden Asger Aamund, som blandt andet har været med til at udforme dele af politikken. Faktisk er det så galt, at han tvivler på, at han selv stemmer på dem.

»Årsagen er, at Ny Alliance er ved at forspilde sin enestående historiske chance til fornyelse af dansk politik, og det har de gjort ved at vælge den forkerte krig, på det forkerte tidspunkt, med den forkerte modstander,« siger Asger Aamund. Med den forkerte krig mener han Pia Kjærsgaard.

»De har brugt for meget tid på at slås med Pia Kjærsgaard, for det er fuldstændig udsigtsløs. Pia Kjærsgaards vælgere er et helt andet segment, og selvom man tager den ene konfrontation efter den anden, så rykker det ingen vælgere over til Ny Alliance.«

Aamund forstår heller ikke alt det snak frem og tilbage om en dronningerunde. Hvis man er et borgerligt parti, så hjælper det ikke, at man fører valgkamp med en pistol rettet mod statsminister Anders Fogh Rasmussens pande.

»De har forsøgt at spille poker med statsministeren hele vejen igennem ved at skubbe ham ud i en dronningerunde. Det er fuldstændig hul i hovedet. Man kan ikke erklære sig som borgerligt parti, og så skubbe Anders Fogh Rasmussen væk fra posten som statsminister.«

Tæt på spærregrænse
Og kigger man på meningsmålingerne, så har Asger Aamund en del at have sin kritik i. Hos Gallup er Ny Alliance nede på 4,3 procentpoint og sat uden for indflydelse. VKO har flertal alene. Værst ser det ud i Vilstrup, som placerer alliancen tæt på spærregrænsen med 2,9 procentpoint – spærregrænsen er to procentpoint.

»De har kørt et partitaktisk pokerspil, som er helt forkert i sådan en kaotisk valgkamp. De skulle have gjort som Pia Kjærsgaard: Sælge klare, enkle budskaber i medierne, som man holder fast i uanset hvad. Nu har de én chance, og det er at vende skuden tilbage til deres udgangspunkt. NA skal forlade positionen om en dronningerunde, og sælge sig selv som den eneste chance for vækst og reformpolitik i Danmark. Det er det enkle budskab, og gør de det, så skal det ikke undre mig, om de får en 14-16 mandater.«

Og ellers er skriften på væggen klar:

»De er ved at spille sig helt ud af banen, og med den trend, der er i meningsmålingerne, er det sandsynligt, at de ryger helt ned under spærregrænsen. De har den rigtige politik, men de har kommunikeret som en pose nødder.«

Stemmer du selv på dem?

Jeg vil sige det meget kort. Hvis de melder ud i morgen eller overmorgen, at de peger på Fogh som statsminister, så får de min stemme. Men gør de det ikke inden valgdagen, så får de den ikke.«

Asger Aamund har en gang tidligere i Berlingske Tidende revset NA. Og det er noteret hos Gitte Seeberg - en af de tre partistiftere:

»Asger Aamund har mange synspunkter, og jeg har med stor interesse lyttet til dem, men jeg er dybt uenig med ham. Han har tilsyneladende en stor lyst til at lufte dem i pressen, og det står jo enhver frit for at gøre det.«

Og så har Aamund misforstået NAs ærinde i dansk politik, mener hun:

»Jeg tror, meget af kritikken bunder i politiske uenigheder, og jeg tror ikke Asger Aamund har forstået, hvad projektet Ny Alliance går ud på. Det er ikke noget liberalt projekt, der kun går ud på skattelettelser, men også hvordan Danmark skal forholde sig til globalisering, udlændinge og en ordentlige tone i dansk politik.«