91 folketings-politikeres CPR-numre lækket

IT-aktivister har offentliggjort 91 folketingspolitikeres CPR-numre på nettet.

Formand for Radikale Venstre Margrethe Vestager er blandt de politikere, som har fået sit CPR-nummer lækket på nettet af IT-aktivister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det hidtil alvorligste cyberangreb mod de folkevalgte politikere fortsætter.

Politiken skriver torsdag, at 91 folketingsmedlemmer har fået deres CPR-numre offentliggjort. Det sker, efter at først SF og siden stats- og forsvarsministeren fik deres hemmelige ID-numre offentliggjort.

Angrebet er en konsekvens af, at alle partier - med undtagelse af Enhedslisten og Liberal Alliance - har vedtaget den omdiskuterede lov om Center for Cybersikkerhed, som ifølge aktivisterne udfordrer retten til privatliv, skriver Politiken. Netop Enhedslisten og Liberal Alliance er de eneste, der kan se sig fri for at have sine medlemmers personlige ID-numre til at cirkulere på nettet.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er blandt de politikere, der er ramt af lækket.

Det menes at være de samme aktivister, der stod bag lækket af SFs CPR-numre, der har offentliggjort de 91 politiker-CPR-numre. I en pressemeddelelse skriver de:

»Efter vores sidste udgivelse om det politiske parti SF har vi lagt mærke til jeres underholdende reaktioner. Det faktum at I aktivt støtter loven, som tillader Center for Cybersikkerhed at opsnappe kommunikation fra danske borgere uden en retskendelse, og det, at I kalder den fortjente reaktion for »et angreb på demokratiet«, beviser kun vores pointe: I er de samme hyklere, I altid har været«, skriver gruppen på engelsk ifølge Politiken.

Aktivist og tidligere politibetjent Lars Kragh Andersen stod bag lækket af Helle Thorning-Schmidt (S) og Nicolai Wammens (S) CPR-numre, men han afviser at have noget at gøre med det nye læk.

»Det kender jeg ikke noget til. Men det var da herligt,« siger Lars Kragh Andersen til Berlingske Nyhedsbureau.