769 klager på et år - 719 afvisninger: »Kære Børneombudsmand ...«

Mens flere og flere børn klager til »børnenes vagthund«, Ombudsmandens Børnekontor, får rekordmange – op mod 93 pct. – aldrig behandlet deres klage, fordi den bliver afvist. Den såkaldte børneombudsmand er et politisk »bluffnummer«, lyder det fra børneadvokat.

»Kære børne-ombudsmand,« indledte Mai-Britt Knudsen sit brev, hvori hun udtrykker et håb om hjælp. Mai-Britt er i dag 16 år og lider af muskelsvind. To uger senere kom svaret, der bl.a. indeholdt følgende henvisning: »Hvis I er utilfredse med afgørelsen må i udnytte klagemuligheden til det sociale nævn og evt. ankestyrelsen før I tager stilling til om der er grundlag for at klage til ombudsmanden.« Foto: Palle Peter Skov Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun holder så godt fast om blyanten, som hun kan.

Papiret ligger på bordet foran hende, brevkuverten i skuffen og frimærket, det har mor. Døren til stuen, den er lukket. Hun har brug for at være alene.

»Kære Børneombudsmand, jeg ved ikke, om det her virker. Det gør det sikkert ikke, for det er der aldrig noget, der gør.«

16-årige Mai-Britt Knudsen lider af muskelsvind. Hun sidder i sin kørestol på sit værelse og tænker tilbage på de seneste års kampe med kommunen. Hele sit liv har hun været afhængig af hjælp, men i 2011 kom hjælperne lige pludselig meget sjældnere, uden hun helt vidste hvorfor. I fire måneder var hun alene med sin mor, inden hjælpen efterfølgende kom tilbage på halv tid.

»Kommunen har også taget megen hjælp fra mig. Jeg må ikke svømme længere, som ellers er supergodt for min krop,« skriver Mai-Britt Knudsen, mens hun fortsætter brevet med at fortælle om den ferie året efter, hvor hun ikke fik tildelt den hjælper fra kommunen, som hun havde håbet.

»Mit højeste ønske er, at min mor, min hund og jeg kan flytte til Odense, starte på en frisk og møde nye mennesker. Bare komme væk fra det her lort,« skriver Mai-Britt Knudsen, inden hun sætter sidste punktum i det tre sider lange, håndskrevne brev til »børnenes vagthund«, som Ombudsmandens Børnekontor populært kaldes. Men to uger senere afviser Ombudsmandens Børnekontor at behandle klagen.

»Jeg følte mig bare så snydt, og jeg blev så ked af det. Jeg havde bare lyst til at smide brevet i skraldespanden. Jeg regnede virkelig med, at han kunne hjælpe. For når det hedder en børneombudsmand, så tænker man jo, at han kan gøre et eller andet for os børn,« lyder det i dag fra Mai-Britt Knudsen, der blot er et af flere end tusinde børn, der har oplevet at få afvist deres klage de seneste to år.

Mens flere og flere børn og unge bruger kræfter på at klage til Ombudsmandens Børnekontor, som den muskelsvindsramte Mai-Britt Knudsen, får et rekordstort antal af dem aldrig behandlet deres klage, fordi den afvises på forhånd.

Alene sidste år afviste Ombudsmandens Børnekontor at behandle 719 klager ud af i alt 769 klager fra børn og unge.

De seneste to år er 1.224 klager fra børn, der føler sig uretfærdigt behandlet, blevet afvist, mens resterende 121 andre er blevet godkendt til behandling.

Det viser en opgørelse over sagsbehandlingen hos Ombudsmandens Børnekontor, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Områdechef for Ombudsmandens Børnekontor, Bente Mundt, forklarer de mange afvisninger med, at man ifølge lovgivningen ikke må gribe ind.

»Der er en masse tvingende årsager til, at vi må afvise sager. Eksempelvis når vi tager sager fra børn og unge, så kontakter de typisk ombudsmanden på et tidspunkt, hvor det umiddelbart er relevant for dem i en såkaldt akut situation. Men der sidder vi med en ombudsmandslov, der siger, at vi ikke kan behandle en sag, før alle klagemuligheder er udnyttet,« siger Bente Mundt.

Ombudsmandslovens §14 bestemmer, at børnekontoret ikke må gå ind i en sag, med mindre barnet allerede har ført sagen hos både kommunen, de sociale nævn og ankestyrelsen. Hvis en sag er mere end et år gammel, må børnekontoret heller ikke gå ind i den, ligesom at børnekontoret ikke må behandle sager, der kan fremsættes for en domstol.

I sådanne tilfælde vejleder børnekontoret børnene i, hvem de skal sende deres klage til, og så »holder vi øje med, om de får et svar«, forklarer Bente Mundt.

På spørgsmålet om, hun mener, at man kunne hjælpe flere børn bedre ved at ændre ordningen og give et nyt børnekontor flere beføjelser, svarer hun:

»Ja, det er jo der, hvor vi hos ombudsmanden siger, at vi ikke har nogen holdning. Vi er underlagt en lovgivning, og den følger vi«.

Ombudsmandens Børnekontor blev oprettet i november 2012, efter at FNs børnekomité kritiserede Danmark for ikke at leve op til børnekonventionen. »Vi skal skrue op for volumen på børnenes stemme,« lød det fra daværende socialminister Karen Hækkerup (S).

Men det er ikke andet end varm luft, mener børneadvokat Gry Rambusch, der har specialiseret sig i at føre sager for børn.

»Hvad nytter det at have et børnekontor, hvis man står i en krisesituation, og man først skal henvende sig til nævn og styrelser, før ens klage kan blive behandlet? Alene det, at børn henvender sig, signalerer, at rettigheder er overtrådt. Børn klager jo ikke bare i øst og vest,« siger Gry Rambusch, der kalder det »et rigtig godt bluffnummer«, hvis folk tror, at børns retsstilling i dag er markant bedre, end før regeringen oprettede børnekontoret.

»Det lød jo smukt, da politikerne nedsatte børnekontoret, og selv jeg fik stukket blår i øjnene. Men det er jo useriøst at lave en lille afdeling under Folketingets Ombudsmand, som på papiret hele tiden har eksisteret, for så at bilde folk ind, at nu har børn fået deres egen vagthund,« siger hun og understreger, at hun har stor respekt for de dygtige jurister på kontoret, der blot følger lovgivningen.

I 2014 hjalp Gry Rambusch fire gange børn med at klage til Ombudsmandens Børnekontor. Alle blev afvist, fordi »børnekontoret ikke kan foretager sig yderligere med henvisning til, at alle klageinstanser ikke er udtømt«.

Det er svar som disse, Gry Rambusch protesterer mod.

»Børns retsstilling bør styrkes ved at lave en egentlig børneombudsmand med flere beføjelser, en børneankestyrelse eller en børnedomstol,« lyder opfordringen.

Idéer, som møder opbakning tilbage i stuen hos 16-årige Mai-Britt Knudsen:

»Jeg ved selvfølgelig godt, at han ikke bare lige kan knipse, så det hele går. Men måske han bare kunne sætte et eller andet i gang eller sende nogen ud til os, som kunne hjælpe, så jeg ikke stod med det alene. Selvfølgelig har jeg min mor, men vi kender jo slet ikke loven på samme måde«.

I 2011 fik Folketingets Ombudsmand 358 klager fra børn og unge, der følte sig klemt i systemet. Året efter steg det tal til 406, mens der de seneste to år er oprettet henholdsvis 556 og 576 nye klager fra børn og unge.

I Red Barnet er man ikke i tvivl om, at udviklingen er udtryk for, at udsatte børn i Danmark har et stort behov for hjælp.

»Det her skal tages dybt seriøst. Vi risikerer, at vi har fået lavet et system, hvor børn kan føle sig snydt og ikke taget hånd om. De mange afvisninger kan tyde på, at der er børn derude, der har henvendt sig til børnekontoret, men stadig oplever at stå alene,« siger Red Barnets børnepolitiske rådgiver Inger Neufeld, der samtidig advarer mod, at nogen af de 1.224 børn, der ikke får behandlet deres klage, kan ende med en ulovlig afgørelse mod sig, hvis de ikke kan overskue at føre deres sag op gennem det offentlige klagesystem.

I denne uge kom det frem, at regeringen barsler med et nyt børneudspil i foråret. »Nu er tiden kommet til de små børn«, lød det i statsministerens nytårstale. Direktør hos Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, håber, at regeringen vil buge den mulighed til at se nærmere på problemet.

»Afvisningerne afspejler meget godt, at det faktisk er meget svært for både børn og voksne til at forstå, hvad ombudsmanden kan hjælpe børn med. Hvis vi skeler til Sverige, kan børneombudsmanden lægge sag an mod eksempelvis en skole eller en anden institution på vegne af børn. Sådan en konstruktion så vi gerne,« siger han.

Hos SF, der sad med i regering i 2012, kalder man det »bekymrende«, hvis børn oplever at blive overladt til sig selv. Derfor bør den nuværende ordning evalueres.

»Det er klart, at når man som barn henvender sig til Ombudsmandens Børnekontor, så er det jo, fordi at man står i en ulykkelig situation og har brug for hjælp. Der er det selvfølgelig en kold afvaskning at få at vide, at man skal igennem hele klagesystemet først,« lyder det fra partiets socialordfører, Trine Pertou Mach, der bakkes op af retsordfører for Enhedslisten Pernille Skipper:

»Hele pointen, da vi forhandlede, var, at vi skulle have én indgang til børn. Men det ville regeringen ikke. Det nytter jo ikke noget, at børn bare bliver sat på porten og henvist til andre myndigheder, fordi de ikke vidste eller ikke magtede at løfte deres sag igennem det danske klagesystem,« siger Pernille Skipper.

Hos Socialdemokraterne afviser man kritikken. Her mener børne- og familieordfører Julie Skovsby, at man med børnekontoret har givet udsatte børn en ny »retsgaranti«. En afvisning på behandling af klage kan også være en hjælp for de børn, der føler sig uretfærdigt behandlet, slår hun fast:

»Det har aldrig været meningen, at børnekontoret skulle erstatte det eksisterende klagesystem,« siger Julie Skovsby, der tilføjer, at regeringen til februar præsenterer et planlagt lovforslag, der skal sikre at børn og unge i fremtiden også skal kunne klage til FNs børnekomité.

Tilbage hos Mai-Britt og hendes mor er man ikke i tvivl om, at udsigten til et langstrakt klageforløb hos først de sociale nævn og ankestyrelsen virker uoverskueligt. Eller som Mai-Britt formulerer det:

»Det er forfærdeligt at føle, at man bliver ved med at bede om hjælp, men dem der svarer, de sender bare en videre til dem, der har startet det hele. Jeg håber aldrig, det sker for nogen andre børn.«

Kender du et barn under 18 år, der er kommet i klemme i systemet eller på anden måde oplevet at blive uretfærdigt behandlet af private eller offentlige institutioner, så skriv til Berlingske på anbk@berlingske.dk.