3F-formand: »Thorning tager telefonen, når jeg ringer«

Forholdet mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen er historisk stærkt, vurderer Helle Thorning-Schmidt, og det er 3F-formand Per Christensen enig i.

Sammenbrudte trepartsforhandlinger og et særdeles omstridt dagpengespørgsmål skiller ikke fagbevægelsen og Socialdemokraterne ad.

I hvert fald vurderer både partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) og forbundsformand i 3F Per Christensen, at relationerne mellem de to er gode. Udmeldingerne kommer i anledning af, at Thorning på søndag kan fejre ti år i spidsen for Socialdemokraterne.

»Jeg er glad for, at Helle Thorning-Schmidt tager telefonen, når jeg ringer og siger noget om de bekymringer, vi har i forbindelse med forskellige typer af politiske udspil. Og det må jeg sige, at hun har gjort,« siger Per Christensen.

I et interview med Ugebrevet A4 betegner Thorning sit forhold til fagbevægelsen som »historisk godt«, og 3F-formanden lægger da heller ikke skjul på, at han arbejder godt sammen med Thorning - både som partiformand og som statsminister.

»Jeg har det bedste indtryk af vores samarbejde på nuværende tidspunkt. Jeg synes, det er dejligt at kunne ringe til statsministeren og fortælle om mine politiske bekymringer. Det gør jeg gerne, og Helle Thorning lytter,« siger Per Christensen.

Spørgsmål: Helle Thorning-Schmidts regeringstid har trods alt været præget af slagsmål med fagbevægelsen i forbindelse med blandt andet trepartsforhandlingerne og dagpengene. Så er samarbejdet med hende vel ikke helt så rosenrødt?

»Der er ingen tvivl om, at vi på en lang række områder har været særdeles kritiske - også med god grund. Men det gode er jo også, at gode venner taler sammen - også når ting gør ondt. Og det gør vi med den nuværende regering,« siger 3F-formanden, der hæfter sig ved, at dagpengene »mest er centreret omkring de Radikale, som af en eller anden underlig grund ikke føler sig foranlediget til at flytte sig på det spørgsmål«.

Per Christensen understreger samtidig, at 3F ikke kun er gode venner med Socialdemokraterne.

»Jeg taler godt med Venstre, jeg taler godt med Dansk Folkeparti, og jeg har relationer til de Konservative. I det hele taget er det vigtigt for os at have relationer til det politiske system. Men det er selvfølgelig allervigtigst at have gode relationer til regeringen - og det har vi,« fastslår forbundsformanden.