39 syrienkrigere snød med sociale ydelser

PET har fra 2012 meldt 39 syrienkrigere for at hæve dagpenge og kontanthjælp, da de kæmpede i Syrien og Irak.

39 syrienkrigere er siden 2012 rejst til Syrien og Irak for at kæmpe, men de hævede dagpenge eller kontanthjælp. Det har PET indberettet til Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering (STAR). På billedet rydder irakiske arbejdere fortovet efter en selvmordsbombe i Bagdads nordlige bydel Kadhimiyah. Bomben dræbte 15 personer og sårede mindst 29 personer. Sabah Arar/arkiv/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

39 syrienkrigere har snydt og hævet kontanthjælp og dagpenge, mens de har kæmpet i Syrien og Irak.

Siden 2012 har Politiets Efterretningstjeneste (PET) meldt 39 syrienkrigere for socialt snyd til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Det oplyser beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen.

»Det er helt uacceptabelt, hvis fremmedkrigere får offentlige ydelser. Derfor har regeringen også - i modsætning til den tidligere SR-regering - iværksat en række initiativer, der sætter hårdt mod hårdt over for fremmedkrigere og deres misbrug af vores velfærdsydelser,« siger Troels Lund Poulsen.

Han har spurgt Justitsministeriet, hvor mange syrienkrigere, som myndighederne anslår, er rejst til Syrien og Irak.

Justitsministeriet oplyser, at PET i januar i år anslog, at mindst 150 personer menes at være rejst til Syrien eller Irak, »der vurderes at have opholdt sig hos militant islamistisk grupper, men at tallet kan være højere«.

PET kan ikke oplyse, hvor mange syrienkrigere, som siden 1. juni 2017 er rejst til Syrien og Irak, »da dette kan afsløre PET's kendskab til enkeltpersoner«.

STAR har før orienteret kommuner og a-kasser om, at 34 af 36 socialsnydere fik kontanthjælp i Syrien. To fik dagpenge. I 29 sager har kommuner og a-kasser krævet 672.000 kroner betalt tilbage.

Det viste Ekstra Bladets tidligere aktindsigt fra Beskæftigelsesministeriet.

/ritzau/