32 lokalformænd vil stemme på Messerschmidt som formand

Lokalformænd bestemmer ikke alene DFs nye formand, men 32 af dem vil ifølge TV 2 stemme på Messerschmidt.

Under søndagens debat mellem formandskandidaterne i Dansk Folkeparti gik bølgerne højt mellem især Morten Messerschmidt og Martin Henriksen. Erik Høgh-Sørensen (th.) har siden trukket sig som formandskandidat. Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

32 af Dansk Folkepartis lokalformænd har tænkt sig at sætte deres kryds ved Morten Messerschmidt, når der skal vælges ny formand for partiet søndag.

Det viser en rundringning, som TV 2 har foretaget til alle Dansk Folkepartis lokalformænd. 44 ud af 98 lokalformænd har svaret på, hvem de vil stemme på.

Otte har svaret, at de vil stemme på Martin Henriksen, mens fire har sagt, at de stemmer på Merete Dea Larsen.

Knap 1000 delegerede kan søndag stemme om, hvem der skal være ny formand i DF.

Derfor betyder lokalformændenes svar altså ikke, at Messerschmidt er sikret flertal til formandsvalget søndag.

I Dansk Folkepartis folketingsgruppe er der delte meninger om, hvem der skal være formand i partiet.

Blandt de af folketingsmedlemmerne, der har meldt ud, hvem de vil stemme på søndag, er der fem, der har sagt, at de stemmer på Morten Messerschmidt.

Blandt dem er partistifter og tidligere formand Pia Kjærsgaard.

Tre har sagt, at de stemmer på Martin Henriksen, mens blot sundhedsordfører Liselott Blixt har sagt, at hun stemmer på Merete Dea Larsen.

Flere tunge profiler som afgående formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup har endnu ikke offentligt sagt, hvem de vil stemme på.

Formandsvalgkampen i Dansk Folkeparti har været præget af splid imellem særligt Morten Messerschmidt og Martin Henriksen.

I søndags var der debat mellem fire kandidater til formandsposten. Erik Høgh-Sørensen trak tirsdag sit kandidatur til formandsposten.

Under debatten sendte Morten Messerschmidt og Martin Henriksen flere stikpiller til hinanden.

Martin Henriksen beskyldte blandt andet Morten Messerschmidt for at undergrave Kristian Thulesen Dahl som formand og sætte sine egne interesser over partiets.

Morten Messerschmidt er i øjeblikket næstformand i Dansk Folkeparti.

Martin Henriksen er tidligere folketingsmedlem og sidder i hovedbestyrelsen og i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune.

Merete Dea Larsen er også medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti og tidligere folketingsmedlem.

/ritzau/