25-årig idømt fængsel for at skubbe konservativ politiker

Konservativt medlem af borgerrepræsentationen Rasmus Jarlov glæder sig over, at Københavns Byret torsdag takserede skubberi mod politikeren til tre måneders fængsel.

De Konservatives Rasmus Jarlov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Emilie Andersen

En 25-årig mand blev torsdag idømt tre måneders fængsel for at have skubbet det konservative medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Rasmus Jarlov (K).

Episoden fandt sted under en demonstration i januar sidste år mod salget af dele af statens aktier i energiselskabet DONG.

Rasmus Jarlov var sammen med venner i gang med at lave et banner, hvor de - modsat de øvrige demonstranter - billigede salget af DONG.

Den konservative politiker er tilfreds med afgørelsen.

»Jeg er glad for, at retten yder beskyttelse mod politisk motiveret vold,« siger Rasmus Jarlov.

Den dømte mand påstod ifølge Ekstra Bladet, at det var politikeren, der indledte sammenstødet. Men den udlægning har retten med dagens afgørelse underkendt, lyder det fra Rasmus Jarlov.

Den 25-årige får også straffen for ved en anden episode at have kastet en glasflaske mod en gruppe betjente.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Den dømtes forsvarer, Kåre Pihlmann, siger, at afgørelsen vil blive anket til landsretten med påstand om frifindelse.

»Jeg hæfter mig ved, at det var en 2-1 afgørelse. Dommeren ville - modsat de to domsmænd - frifinde,« siger Kåre Pihlmann, der derfor er optimistisk i forhold til, at Østre Landsret kommer frem til en anden afgørelse end byretten.