Mens politikerne på Christiansborg i årevis har diskuteret bekæmpelse af ungdomskriminalitet – og fløjene står stejlt over for hinanden, når spørgsmålet kredser om den kriminelle lavalder – mistænker politiet fortsat knap 2.000 14-årige årligt for at begå kriminalitet, viser nye tal i et svar fra Justitsministeriet til Folketingets retsudvalg.

Sidste år skete det sammenlagt 1.855 gange, at politiet mistænkte en 14-årig for en forbrydelse, og tallene dækker over alt fra indbrud, butikstyverier og hærværk til røverier, vold og seksualforbrydelser. Året forinden lå det samlede tal på 1.865 mistanker.

Tallene bekræfter Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, i ønsket om en ungdomsdomstol fra 12 år, som en samlet borgerlig blok står bag.

»Det her dækker over alvorlig kriminalitet, og det er derfor, vi har foreslået en ungdomsdomstol. Helt ærligt ville vi have det bedre, hvis disse alvorlige sager blev håndteret i et domstolssystem end som i dag ude i de enkelte kommuner hos socialrådgivere,« siger han.

Tanken er ikke at sætte børn og unge i fængsel, understreger V-ordføreren, men at sikre at man i en ungdomsdomstol kan idømme en bred vifte af sanktioner såsom sociale foranstaltninger, ungdomssanktioner, forældrepålæg og frihedsberøvelse på en sikret institution.

»Sanktioner, som kommunerne i dag er tilbageholdende med at bruge. Et af problemerne er, at disse unge igennem deres opvækst ikke rigtig har oplevet en konsekvens,« siger han og kritiserer regeringen for at have »svigtet« de helt unge kriminelle og for at bruge den generelt faldende ungdomskriminalitet som »sovepude«.

Lavalder på 14 år har været vedtaget

I 2010 vedtog VK-regeringen med støtte fra DF at sætte den kriminelle lavalder ned til 14 år. Kort efter magtskiftet i 2011 blev lavalderen sat tilbage til 15 år. Justitsminister Mette Frederiksen (S) afviser, at regeringen har svigtet de unge, og at svaret på problemet er at sænke lavalderen på ny.

»Nedsættelsen af den kriminelle lavalder fik ikke kriminaliteten til at forandre sig for de 14-årige. Det er bare én af vores indvendinger imod det. Det påvirkede ikke kriminalitetsbilledet, og derfor er det noget andet, der skal til,« siger Mette Frederiksen.

I april præsenterede regeringen udspillet »En ungdom uden kriminalitet«, der ifølge ministeren indeholder både bløde og hårde initiativer.

»Vi vil gerne evne at stoppe de børn, der begår noget kriminalitet uden helt at være slået ind på en kriminel løbebane, mens tid er og dermed tidligere end i dag. Derfor foreslår vi eksempelvis reaktionsråd, så barnet hurtigt får en reaktion og bliver stillet til ansvar. Og for den hårdere kerne, der er involveret i mere alvorlig kriminalitet, blandt andet salg af hash, vil vi have zoneforbud. Så der er det, man traditionelt vil kalde forebyggelse, men også elementer hvor vi slår hårdere ned,« siger ministeren.

Men der er behov for mere konsekvens over for den hårde kerne, mener Troels Gamst, der er pædagog og tidligere afdelingsleder på en døgninstitution for kriminelle unge.

»Regeringen lægger op til dialog, samarbejde og forståelse med konfliktråd og bløde forslag, og alt det er måske fint for 90 procent af dem her. Men vi står bare med ti procent, der er fuldstændig ligeglade. Det afskrækker dem ikke at få en alvorssnak, de fortsætter bare. Der skal være mere konsekvens over for dem, og der skal være magt bag, men det evner det sociale system ikke,« siger han og problematiserer eksempelvis, at pædagoger på sikrede institutioner i dag står magtesløse, hvis de unge vælger at stikke af.

Troels Gamst mener, at løsningen må være helt at fjerne den kriminelle lavalder.

»Man skal kigge på kriminalitetens art, ikke alderen. Spørgsmålet er, om man skal behandle børn som børn, når de begår voksenkriminalitet. Selvfølgelig skal man tage hensyn til, at de er børn, og det vil man jo også gøre i retssystemet,« siger han.

Helt anderledes er opfattelsen hos Ole Ingstrup, der er formand for den retspolitiske tænketank Forsete og bl.a. har en baggrund som direktør i den canadiske kriminalforsorg.

Lille andel af kriminelle unge

»Der er intet belæg hverken videnskabeligt eller erfaringsmæssigt for, at en nedsættelse af lavalderen vil bekæmpe kriminalitet. Derudover har vi aldrig nogensinde haft så lav en børne- og ungdomskriminalitet, som vi har nu,« siger han og henviser blandt andet til en opgørelse fra Justistministeriets Forskningsenhed, der viser, at mens 5,4 pct. af ungdomsårgangen fra 1991 havde begået kriminalitet, inden de fyldte 14 år, galdt det kun 1,6 pct. af årgang 2000.

Han erkender, at der er en udfordring med en hård gruppe af ungdomskriminelle, der gentagne gange havner i statistikkerne, men i hans optik har samfundet en moralsk forpligtelse, når der netop er tale om børn.

»Der er simpelthen visse ting, man ikke gør i et ordentligt og civiliseret samfund. Vi straffer ikke børn i et straffesystem. Vi ved, at det hjælper lidt eller slet ikke at sætte voksne i fængsel, så hvorfor i alverden skulle det hjælpe at sætte børn i fængsel? Og man kan kalde det, hvad man vil, men en ubetinget frihedsberøvelse for børn, hvor der er gitter for vinduet, det er altså et fængsel,« siger han.