122 forældrepar gennemførte ikke den planlagte skilsmisse – men ifølge advokatformand er mange tyet til en anden løsning

122 forældrepar, der i andet halvår af 2019 søgte om skilsmisse, gennemførte alligevel ikke planerne efter den tre måneder lange refleksionsperiode. Men ifølge formanden for Danske Familieadvokater er det ikke ensbetydende med, at mange af parrene er blevet i ægteskabet. Mange vælger en separation frem for at skulle igennem den nye refleksionsperiode, siger hun.

»Vi bliver kontaktet af forældre, der er rigtig kede af at lande i refleksionsperioden og spørger os, hvad de skal gøre. Og så siger vi, at de skal droppe det og søge om separation i stedet for. Og på den måde kommer de så ud af ægteskabet,« siger Anne Broksø, formand for Danske Familieadvokater. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

1.523 forældrepar søgte i 2019 om skilsmisse, efter at det nye skilsmissesystem var trådt i kraft. Men 122 af parrene, svarende til otte procent, gennemførte ikke skilsmissen, da den nyindførte og obligatoriske refleksionsperiode på tre måneder var overstået.

Det skrev Berlingske fredag på baggrund af nye tal fra Familieretshuset – myndigheden, der har erstattet den gamle statsforvaltning – og de otte procent vakte glæde hos Dansk Folkeparti, der med indførelsen af refleksionsperioden fik et længe ønsket opgør med de såkaldte straksskilsmisser.