100 dage med Lene E.

Berlingske Tidende tegner på baggrund af samtaler i Europa og USA et portræt af den danske chefdiplomats første, overordentlig problematiske hundrede dage.

Hvis der er nogen, som er i tvivl om, at politikere kan have overnaturlige evner, kunne et besøg i det tyske udenrigsministerium den forløbne uge have overbevist dem om, at det er rigtigt. Her stod to udenrigsministre, en kvinde og en mand, og pjattede. Hvis den ene ikke var gift og den anden ikke havde en registreret partner af samme køn kunne man få indtryk af, at de flirtede kraftigt med hinanden.

De to var Lene Espersen fra Danmark og Guido Westerwelle fra Tyskland. De har begge været igennem en række skrækkelige måneder. Det samme har deres partier. Espersen har, senest siden hun meldte afbud til et møde i Arktisk Råd i Canada, hvor hun kunne have hilst på sin amerikanske og russiske kollega for første gang, og i stedet tog med familien til Mallorca på ferie, måttet kæmpe mod en opfattelse af, at hun var en letvægter. I Det konservative Folkeparti, som hun er formand for, er der øjensynlig stadig flere, som sukker efter, at Connie Hedegaard, hendes rival, som nu er EU-kommissær, tager over. Westerwelle må finde sig i at få at vide af ugemagasinet Der Spiegel, at han »er på vej til at blive den mest tragiske, politiske figur i tysk efterkrigshistorie«. Han tages ikke særlig alvorligt i øjeblikket. Det liberale parti FDP, som han er formand for, er halveret i meningsmålingerne siden valget i september. Han har først for nylig fundet ud af, at han ikke længere er i opposition og kan råbe op hver dag, men har regeringsansvar og er vicekansler. Dagen inden er forbundspræsidenten flygtet ud af sit embede, han var oprindelig udpeget af Westerwelle og kansleren, så det er et nyt nederlag.

Normale mennesker ville være løbet skrigende væk, eller i det mindste se ud som om de havde spist en citron. I stedet står Espersen, i sort, knækort kjole, højhælede, sorte sko, lilla sjal og sølvsmykke hos sin kollega, der kalder hende »en god veninde« og ser ud til at mene det, og virker, som om hun aldrig har haft det bedre. De præsenterer tanker om menneskerettigheder, Afghanistan, Israels angreb på skibe ved Gaza og situationen for danske skoler i Sydslesvig. De er seriøse og urbane. Tysklands første forbundskansler Konrad Adenauer sagde engang: »Der findes to veje til politisk fremgang. Enten tilpasser man sig, eller man giver efter.« Måske følger de Adenauers råd.

INTET ER IMIDLERTID sort eller hvidt, og lige som Westerwelle selv af politiske modstandere anses for at være en habil udenrigsminister - det er hans indenrigspolitik, der koger over - er Espersen ikke en fuldbyrdet fiasko, hvis man skal tro diplomater og andre iagttagere, som Berlingske Tidende har talt med i ind- og udland efter de første hundrede dage i embedet. Hun har mulighed for at vende skuden, siger mange, for hun har, hedder det, positive egenskaber, som har været ved at drukne siden 23. februar, da hun indtog det måske mest prestigebetonede ministerium i kongeriget. Men alle peger på, at afbudet til Arkitisk Råd har været »helt afgørende« for hendes renommé. »Måske er det uretfærdigt, men det blev en megabommert,« siger en erfaren diplomat i Udenrigsministeriet. »Den blev ved med at svømme,« sukker en yngre kollega: »Man tænkte: Se nu at få den lukket. Det var en maveplasker.«

Det varede mere end to måneder, før Espersen kom med en uforbeholden undskyldning. »Det er den dummeste beslutning, jeg har truffet i hele mit politiske liv,« sagde hun for en halv snes dage siden. Samme eftermiddag deltog hun i et EU-seminar på Amager. Der var også andre ledende politikere og organisationsfolk, forsommerens første solstråler varmede gårdspladsen foran mødelokalet og udenrigsministeren virkede til at være i godt humør, måske lettet over endelig at have besluttet at beklage. Pludselig ankom Hedegaard, der også skulle deltage i seminaret. Hun gjorde ikke væsen af sig, men blev opdaget af publikum med det samme. »Hej, Connie,« lød det begejstret. På det tidspunkt var Espersen i gang med et af dagens syv presseinterview, som især drejede sig om undskyldningen.

Sagen er stadig ikke lukket, den forfølger også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der, da balladen begyndte, forsvarede Espersen, men nu må høre fra hende selv, at hun har handlet helt hen i vejret. Han blev spurgt om historien efter ministermødet tirsdag, da Espersen var på vej til Berlin, og kom ikke med et kalorieholdigt svar. Torsdag afslørede Berlingske Tidende, at hendes forgænger, kulturminister Per Stig Møller, havde advaret ham om, at et fravær i Canada ville være »en kæmpefejl«. Dermed er sagen eksploderet til en regerings- og koalitionskrise.

MEN VERDEN BESTÅR ikke kun af Arktisk Råd, som indtil denne udenrigsminister var en forholdsvis diskret organisation, der ikke bjergtog den store offentlighed. Det var heller ikke Arktisk Råd i sig selv, som ifølge kritikere gjorde Espersens deltagelse tilrådelig, men alene den omstændighed, at hun her kunne møde Hillary Clinton og Sergej Lavrov under nogenlunde uformelle former.

Skal man tro de, der fremhæver Espersens positive sider, er det lidt af en tragedie, at netop en forholdsvis afslappet sammenkomst i Canada skal afspore hendes første tid som chefdiplomat. Hvis der er noget, hun er god til, er det at netværke, er et gennemgående skudsmål. Hun går i folk med træsko. Da hun i marts var til sit første EU-udenrigsministermøde i Cordoba tilbagelagde hun, som sine kolleger, den sidste strækning til den andalusiske juvel i et højhastighedstog. Hun løb Westerwelle op allerede på perronen, og i toget gik hun fra plads til plads for at hilse på og udveksle mobilnumre. »Det sidste spreder skræk og rædsel,« smiler en medarbejder. »I gamle dage havde vi styr på ministeren. Nu får vi en SMS om en aftale, hun har indgået direkte med Ashton,« hedder det med henvisning til EUs udenrigschef.

»Jeg er ikke i tvivl om, at hun kan blive en god udenrigsminister,« siger en anden, erfaren diplomat. »Hun brænder igennem. Hun formulerer sig godt. Når hun tager ordet på møder, kommer hun ind på det rigtige tidspunkt. Det er også, hvad jeg hører fra udenlandske kolleger, der støder på hende. Arktisk Råd har kostet for meget. Hvordan får man det billede væk? Ved at komme ud over rampen.«

En ældre - mandlig - ambassadør spørger: »Ville man have været lige så hård mod en mandlig minister? Jeg tror det ikke.« Han medgiver, at også Løkke Rasmussen har været i modvind, fordi statsministeren aflyste et møde med 80 udenlandske ambassadører. »Men begge disse personer har et familieliv, de må tage hensyn til.«

Det afvises af en kollega: »Som kvinde skal man bevise, at man har prioriteterne i orden. Derfor havde reaktionerne mod Espersen nok en ekstra snert. Men work-life balance er noget typisk dansk. Og dette her var for meget. Hvis barnet skal hentes klokken 16, kan vi så ikke organisere os lidt anderledes? Lene Espersen og Lars Løkke Rasmussen har været kendt for at ville være i øjenhøjde, men man forventer noget andet af en udenrigsminister og en statsminister. Når man vil have de job, må man klø på.«

SPØRGSMÅLET ER OGSÅ, hvad hun vil som udenrigsminister. Hun har selv peget på en styrkelse af EU, bl.a. gennem Unionens nye, fælles udenrigstjeneste ledet af Lady Ashton. Hun og Westerwelle lagde i Berlin an til en skærpelse af Europas profil på menneskeretsområdet. Men hun har haft svært ved at sælge budskaberne, i hvert fald så de overdøver den arktiske støj.

Nikolaj Petersen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, mener, at hun som en Moster Skrap oprindelig ville træde i tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens ideologiske fodspor. »Jeg tror, hendes ambition har været at videreføre den foghske arv i dansk udenrigspolitik, men det er jo ikke gået så godt. Ved mødet med verdens kompleksitet er hun nok gået i mere realistisk retning, men det er svært at se en rigtig linje i det. Man har lidt svært ved at se, hvad hun egentlig har villet med at være udenrigsminister.«

Men Espersen er en pragmatisk udenrigsminister af sin tid, og den er kendetegnet af præsidentskiftet i USA, mener lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Viggo Jakobsen: »Det er vel også ud fra en læsning af, at befolkningen ikke gider mere ideologi. Det virker ikke, som om værdikampen sælger de store billetter på hjemmebanen. Hvis man ser på det skift, der er sket med overgangen fra Bush til Obama, er der også kommet en meget mere pragmatisk linje i amerikansk udenrigspolitik, og der er nu en gang en tendens til, at vi lægger os meget tæt op ad USA. Fogh havde selvfølgelig de ideologiske tilbøjeligheder, men han kunne folde dem ud under Bush, som var meget ideologisk,« siger Jakobsen.

Selv over for den nuværende, amerikanske administration er der problemer med at gå i takt. Enhver dansk udenrigsminister måles bl.a. på sit forhold til kollegaen i Washington. For danske diplomater i USA er det en vigtig opgave at sikre møder mellem de to. Det muliggøres, som en diplomatisk kilde udtrykker det, gennem »konstant dansk flid og tilstedeværelse, når USA gerne vil have det«.

Mødet i Arktisk Råd var en sådan lejlighed, men den blev forsømt. Danske udsendinge i den amerikanske hovedstad har siden, erfares det, brugt oceaner af tid på at finde gode forklaringer for, at Espersen udeblev; ikke fordi USA officielt spørger, men for at svare på den uforståenhed, som diplomaterne ved, at Amerika har over for fraværet. Det vurderes dog på begge sider af Atlanten, at et besøg i Washington kan komme i stand snart. Clinton har ingen interesse i at genere en dansk leder, der på alle måder, også som justitsminister, har forsvaret USAs politik.

Også andre dispositioner har udløst løftede øjenbryn. Blandt iagttagere i København vakte det forundring, at hun lod en egen, personlig rådgiver følge med i et ministerium, hvor chefen er stærkt afhængig af sine embedsmænd. Rådgiveren, Morten Langager, gik stort set kun i vejen, hedder det fra Asiatisk Plads, hvor Udenrigsministeriet har sit hovedkvarter. Han vidste noget om den politiske proces, siges det, men var uvidende om internationale og udenrigspolitiske forhold samt akutte sager, hvilket gav en »flimret rådgivning«. Visse embedsmænd var i begyndelsen så frustrerede, at de med hånden for munden kaldte hende Sarah Palin - den omtrent jævnaldrende, amerikanske politiker, der som republikansk vicepræsidentkandidat for et par år siden afslørerede et forbløffende ukendskab til globale anliggender. »Hun forstod ikke, at Udenrigsministeriet er noget helt andet end øvrige ministerier,« siger en diplomat om Espersen.

»Det gælder om at have opmærksomheden væk fra andedammen. Det kan man ikke gøre med venstre hånd, siger denne kilde, som ikke mener, at ministeren har en reel chance for at fylde embedet ud, så længe hun tillige er partiformand. »Den eneste, der virkelig kunne være en ægte udenrigsminister og partileder, var Uffe Ellemann-Jensen (V). Men Espersen har næppe Ellemanns robusthed. Hun er ikke en bulldog. Hun er lidt overfladisk. Hun ser ligesom ikke tingenes alvor, men mere det politiske spil.« Samme kilde mener dog, at hun er »bramfri, direkte og mindre mumlende end flere tidligere ministre.«

LENE ESPERSEN I DAG er heller ikke den samme, som hun var i marts, siger centrale kilder i ministeriet. Langager har sagt sin stilling op. Ministeren lytter meget til sin departmentschef Claus Grube, og »hendes stamina er utrolig«, hedder det. Tirsdag deltog hun først i ministermødet i København, derefter steg hun i et chartret fly til Berlin, besøgte den danske ambassade, hvor hun personligt hilste på enhver medarbejder, og tilbragte derefter en time med Westerwelle. Siden fulgte et kort pressemøde, og derpå gik det i en kortege på syv biler og lige så mange motorcykelbetjente tilbage til lufthavnen, mens hun i telefonen talte med EUs formand, den spanske udenrigsminister Miguel Moratinos, om Israel. Herfra fortsatte hun til Vilnius, landede klokken 18.45 og sad godt et kvarter senere til en middag i Østersørådet med bl.a. den russiske premierminister Vladimir Putin. Næste dag gik det tilbage til København og nye møder. »Vi kan gennemføre ting, vi ikke kunne før,« siger en medarbejder.

På rejser til Israel og New York er hun fløjet den halve nat, landet tidligt om morgenen og gået direkte til samtaler med den israelske udenrigsminister eller FNs generalsekretær Ban Ki-moon. Hun har haft mere end 50 bilaterale møder med kolleger, alene i maj, hvor der var 19 hverdage, havde hun 16 rejsedage. En del af aktiviteten skyldes balladen om Arktisk Råd. Det må ikke hedde sig, at hun holder sig tilbage. I morgen deltager hun således i en sammenkomst i Oslo om det arktiske område, som ikke tidligere er blevet vurderet til at være vitalt.

Udenlandske iagttagere påpeger også, at der er grænser for, hvor meget en dansk chefdiplomat kan udrette. »Danmark har generelt en lav profil,« siger Marco Incerti fra tænketanken Center for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles. De danske forbehold over deltagelse i EUs militære samarbejde og euroen gør, at Danmark ikke er i inderkredsen af beslutningstagere i Europa, vurderer han. Espersen har den fordel, at hun i øjeblikket er den eneste kvinde i kredsen af udenrigsministre. Men der er grænser for, hvor meget man kan charme sig igennem, hedder det. I Bruxelles bedømmes man i sidste ende på »substans«, som Incerti udtrykker det. Historisk er hun heller ikke et særsyn. Der har siden 1947 været 125 kvindelige udenrigsministre i verden, heraf alene seks i Sverige.

Så meget vigtigere er det, at en dansk udenrigsminister formår at oprette tætte, personlige kontakter med sine kolleger, lyder det fra en erfaren dansk diplomat. »Det drejer sig om at kompensere for, at vi ikke tages helt alvorligt alle steder. Og som et mindre land kan vi hurtigt få brug for en hjælpende hånd, sådan som det viste sig under Muhammed-krisen.«

I Berlin gik det helt godt. Espersen og Westerwelle begyndte deres møde med at gå i enrum i 15 minutter, mens deres delegationer - fem på hver side - trippede en smule nervøst udenfor. Det er store ting i den tyske udenrigsministers palæ, hvor hvert sekund tæller. »Man må aldrig sige, at noget er for sent,« som Adenauer også påpegede. »Heller ikke i politik er der noget, som er for sent. Der er,« mente han, »altid tid til at begynde på en frisk.«

Kristian Mouritzen og Jesper Thobo-Carlsen i København, Ole Bang Nielsen i Bruxelles samt David Trads i Washing­ton har medvirket ved dette portræt.