Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Man skal holde, hvad man lover. Men det kan åbenbart være svært, når man danner regering.
Ikke mindre end 10 håndgribelige løfter til vælgerne har Danmarks nye statsminister Helle Thorning-Schmidt måtte opgive for at danne regering sammen med SF og Radikale.
Få her et overblik over, hvilke løfter som Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager gik til valg på, men som de tilsyneladende har opgivet at få gennemført.
Listen er sammensat ud fra de foreløbige meldinger om indholdet af regeringsgrundlaget samt Berlingskes Løftebank, hvor vi gennem hele valgkampen registrerede alle valgløfter, vi fandt.
1. EFTERLØN
"Det bliver over mit lig."
Henrik Sass Larsen (S) om VKO's forringelser af efterlønnen
S-SF’s store slagnummer, kampen for at bevare efterlønnen uden større forringelser, døde allerede, da valgresultatet var kendt. Helt som ventet bliver efterlønsreformen fra foråret gennemført. De Radikale har nemlig flertal sammen med de borgerlige partier, og Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har accepteret, at De Radikale bruger det flertal til at forringe efterlønnen og hæve folkepensionsalderen. Det giver til gengæld ca. 18 milliarder i kassen.
2. 12 MINUTTER MERE
"Man kan ikke sætte årstal på, men det er selvfølgelig før (2015, red.)."
S’ svar adspurgt, om danskerne først skal arbejde 12 minutter mere om dagen fra 2015, som SF talte for.
Fordi efterlønnen afskaffes, falder også Helle Thorning-Schmidts (S) omdiskuterede forslag om at lade danskerne arbejde 12 minutter ved hjælp af trepartsforhandlinger.
3. DAGPENGE
”Sådan kan vi undgå nedskæringer, dagpengeforringelser eller endnu højere
efterløns- og pensionsalder.”
Fra S-SF’s Fair Løsning
Regeringen Thorning-Schmidt undgår ikke de dagpengeforringelser, som S-SF gik til valg på. Det betyder bl.a. at dagpengeperioden stadig forkortes til to år. Dog er de tre regeringspartier enige om at udskyde halveringen af dagpengeperioden med seks måneder. Det skal hjælpe de dagpengemodtagere, som har svært ved at finde arbejde under krisen og står til at ryge ud af dagpengesystemet 1. juli næste år.
4. VÆKSTPAKKE
”Først skal vi sikre vækst og beskæftigelse… Det sker med en kickstart af dansk økonomi, der fremrykker offentlige investeringer for 15 mia. kr.”
Fra S-SF’s Fair Løsning
Kickstarten af dansk økonomi bliver ikke på 15 mia. kroner, men 10 mia. i form af fremrykkede offentlige investeringer.
5. BOLIGPAKKE
”Der er to ting, som bliver til noget. Det ene er hjælpepakken til boligmarkedet, det andet er betalingsringen.”
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under forhandlingerne om regeringsgrundlaget
S og SF fik travlt under valget med at matche regeringens planer om en hjælpepakke til det nødlidende boligmarked. Boligpakken skal blandt andet give midlertidig rabat på tinglysningsafgiften, ejendomsværdiskat og grundskyld. Men nu forlyder det, at regeringsgrundlaget ikke nævner boligpakken med ét ord.
6. MILLIONÆRSKAT
"Mindre til millionærer, mere til pensionister og lønmodtagere."
Fra SF’s valgprogram
Både S og SF gik til valg på at beskatte de rigeste danskere hårdere. Nu er den bebudede millionærskat i første omgang droppet, men kan blive taget op igen. Til gengæld er planer om skattelettelser pludselig skrevet ind i regeringsgrundlaget.
7. BANKSKAT
”Et større samfundsbidrag fra bankerne skal finansiere et historisk løft af folkeskolen.”
S-SF’s Fair Løsning
Helle Thorning-Schmidt ville, sagde hun før valget, hente ca. 2 mia. kroner ved at beskatte bankerne hårdere. Også bankskatten er nu droppet.
8-9. FOLKESKOLE
"Højst 24 elever i skoleklassen."
Fra SF’s valgprogram.
"To lærere i Dansk og Matematik de første tre skoleår."
Ligeledes fra SF’s valgprogram
Det lød, som om det var ganske vist før valget. Men nu lægger den nye regering op til forhandlinger om et bredt folkeskoleforlig. Det betyder, at S og SF ikke kan være sikre på, om valgløfterne om to undervisere i de små klasser og maksimalt 24 elever i klassen bliver til noget. Der skal dog laves forsøg med to lærere.
10. INTEGRATION
”Vi fjerner ikke miljøproblemer ved at fjerne Miljøministeriet. Man fjerner heller integrationsproblemer ved at fjerne Integrationsministeriet.”
Henrik Dam Kristensen (S), 30. august 2011 i flere dagblade
Integrationsministeriet lukkes stik imod løftet fra S, hvilket er en indrømmelse til Radikale.
B.dk forsøger at få en kommentar fra Socialdemokraterne.