» ... løgn på løgn på løgn fra dag ét«

Det er uacceptabelt at stikke Folketinget en nødløgn, lyder det fra Pia Kjærsgaard. Hun mener, at tidligere justitsminister Morten Bødskov og tidligere PET-chef Jakob Scharf har hovedansvaret for løgnene.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Christiania-sagens egentlige hovedperson, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard (DF), er rystet over frifindelsen af to topembedsmænd fra Justitsministeriet, som nu kan vende tilbage til deres job, selv om de stak Folketinget en såkaldt nødløgn.

»Jeg synes, det er uhørt, fordi jeg kan nu forstå, at det er i orden at stikke en nødløgn fra embedsmænd i et ministerium. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Hos mig er det ikke i orden at stikke en nødløgn og heller ikke en løgn. Hvad er egentlig forskellen på en nødløgn og en løgn? Den her historie er bygget på løgn på løgn på løgn fra dag ét,« siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at hovedansvaret for løgnen falder tilbage på tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) og tidligere PET-chef Jakob Scharf.

»Det må være forhenværende justitsminister Morten Bødskov og forhenværende PET-chef Jakob Scharf, der står med hovedansvaret i den her sag,« siger Pia Kjærsgaard, der ikke er enig i Morten Bødskovs udsagn om, at afgørelsen blåstempler beslutningen om at give en usand begrundelse for at aflyse retsudvalgets besøg på Christiania.

»Det kan kun være hans egen mening, han forsøger at sælge igen. Det har han gjort fra begyndelsen. Jeg er tilbøjelig til at tro, at han har fortalt den løgn så mange gange, at han selv tror på den. Jeg synes, han burde holde sig for god til det og holde lav profil. Den her sag gavner ikke retssikkerheden i Danmark,« siger Pia Kjærsgaard, der ikke mener, at det »sidste ord er sagt« i sagen.

Hun finder det heller ikke formildende, at justitsminister Karen Hækkerup (S) vil indkalde partierne til en drøftelse af, hvordan man kan undgå nødløgne fremover.

»Vi kan ikke have nødløgne i Folketinget, og nu vil man i fremtiden forhindre, at der kommer nødløgne - altså jeg har aldrig hørt noget lignende. Det betyder jo, at man accepterer, at der har været nødløgne fra et ministerium. Jeg har fra begyndelsen været både vred og ked af den her sag, fordi den rokker så meget ved troværdigheden og retssikkerheden. Så nej, der er ingen formildende omstændigheder i den her sag overhovedet,« siger Pia Kjærsgaard.