Politi(k)

Taktisk er det meget smart, men den borgerlige opposition skal ikke lade sig snøre af finansminister Mogens Lykketofts fiffigheder. Reelt er det kun ca. 200 mio. kr., der skiller parterne. I den store sammenhæng en bagatel, som kunne findes på nogle få sekunder, hvis man vil.

Men man vil ikke. Regeringen insisterer på at finde pengene via forhøjede gebyrer. Og de borgerlige insisterer på at finde pengene ved besparelser. Når Mogens Lykketoft anklager de borgerlige for at være stivnakkede, så er han selv et pragteksemplar af slagsen. Hvis de borgerlige siger ja til gebyrforhøjelser, så har de afsløret deres egne skattemål som utroværdige. Og det vil Socialdemokratiet både bruge og misbruge i valgkampen.

Det gode spørgsmål er så, om de borgerliges standhaftighed underminerer politiet. Men svaret er nej. Det er helt klart regeringens ansvar, at en vital samfundsfunktion som politiet har tilfredsstillende vilkår. Og når regeringen gang på gang står frem og lover, at politiet vil gribe ind imod den vold og uro, som heller ikke regeringen vil finde sig i, så er det sandelig også regeringens ansvar at sørge for de fornødne bevillinger. Når justitsminister Frank Jensen kalder det en katastrofe for politiet, hvis de borgerlige nægter at adlyde regeringens gebyrdiktat, så er det en katastrofemelding, der falder tilbage på regeringen selv. En ansvarlig regering bør ikke kunne leve med et katastroferamt politi. Og kan regeringen ikke selv afværge katastrofen, så må opgaven overlades til andre.

Helt absurd bliver det, hvis regeringen nu vil betale CD og SF for stemmer til et politiforlig. Hvis man kan finde penge til det, må tilsvarende fleksibilitet kunne udvises, hvis man så inderligt ønsker et bredt flertal bag politiets økonomi.

Sandheden er, at det ikke drejer sig om penge, men om principper og taktik. Og de borgerlige kan roligt fastholde, at de nu har trukket en streg, og at den skatteplagede befolkning kan stole på, at der med en borgerlig regering ved roret ikke bliver tale om nye skatter og afgifter.