Torsdag har Jeppe Søe fortalt, at han vil trække sig fra Moderaterne. Den beslutning tog han spontant i et interview i B.T.-podcasten Q&CO, efter medstifteren fik præsenteret endnu en møgsag i partiet. Denne gang omhandlende Lars Løkkes særlige rådgiver Karen Clement.

Jeppe Søe trækker sig torsdag fra Moderaterne – midt i et interview med B.T.s Henrik Qvortrup. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Efter en uge med den ene møgsag efter den anden vil medstifter Jeppe Søe trække sig som medlem af Moderaterne.

Det meddeler han midt i et interview med B.T.s politiske kommentator Henrik Qvortrup i podcasten Q&CO.

»Hvis det, du siger nu, passer, så sender jeg min udmeldelse,« sagde han i B.T.-studiet torsdag.

I studiet fremlagde Henrik Qvortrup endnu en historie om Jeppe Søes eget parti Moderaterne – denne gang omhandlende Lars Løkkes særlige rådgiver i udenrigsministeriet, Karen Clement.

Ifølge B.T. skulle hun mandag have taget kontakt til arbejdspladsen til en af de tidligere medarbejdere i Moderaterne, som har været med til at sende en klage til Arbejdstilsynet over det dårlige arbejdsmiljø i partiet.

Karen Clement afviser.

»Jeg kunne ikke drømme om at kontakte et partis tidligere medarbejderes arbejdsgivere for at presse eller skræmme nogen, og jeg har desuden ikke nærmere kendskab til B.T.s anonyme kilders identitet,« siger hun til B.T.

Historien om Lars Løkkes særlige rådgiver er den seneste i en række af historier om dårligt arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat.

Og den fik efter alt at dømme bægeret til at flyde over for Jeppe Søe, der blev tydeligt grådkvalt.

»Det lyder helt forfærdeligt. Det håber jeg virkelig ikke er rigtigt. En ting er, at jeg er presset. Men de her medarbejdere, de er altså ramt. Og hvis man begynder at tale med tidligere medarbejderes nye arbejdsplads, så er man altså langt over grænsen,« sagde Jeppe Søe.

I studiet sad også TV 2-journalisten Cecilie Beck, som opfordrede Jeppe Søe til at sætte sig ind i historien, inden han træffer en endelig beslutning:

»Jaja, det er klart,« svarede Jeppe Søe og tilføjede:

»Men det er ikke kun denne her historie. Den er bare lidt oveni. Jeg trækker mig ikke oven på en B.T.-historie. Jeg trækker mig oven på halvanden uge med modbydelighed – og i særdeleshed mod medarbejderne.«

»Det kan jeg ikke være en del af.«

Åben uenighed mellem Søe og Lars Løkke 

Krisen i Moderaterne opstod, efter at B.T. kunne bringe en artikel om, at en gruppe medarbejdere besluttede at indsende en klage til Arbejdstilsynet over arbejdsforholdene i partiets sekretariat.

Her blev ledelsen i partiet anklaget for sexisme, chikane og mobning.

Der blev også sat navne på flere personer i toppen af partiet, der ifølge medarbejderne havde ageret problematisk. Herunder partisekretær Kirsten Munch og den nyudnævnte digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen, som ifølge B.T. er nævnt i klagen.

Berlingske har også talt med både tidligere og nuværende ansatte, der siger, at de genkender billedet af et dårligt arbejdsmiljø. Berlingske har ikke læst klagen til Arbejdstilsynet.

Det fremgik af artiklen i B.T., at Jeppe Søe havde sendt en mail til ledende medlemmer af Moderaterne, hvori han skrev, at sagen efter hans »bedste overbevisning og erfaring vil smadre partiet totalt og trække flere med i faldet«.

Artiklen fik partiet til at indkalde alle medarbejdere til et krisemøde mandag morgen klokken 9.00.

Efter ni timer og ti minutter fortalte Lars Løkke Rasmussen den ventende presse, at resultatet af det maratonlange møde blev en »køreplan« med følgende initiativer:

  • Tilknytning af en erhvervspsykolog, certificeret af Arbejdstilsynet og arbejdsmiljøorganisationerne.

  • Arbejdstilsynet inviteres forbi og skal, med Lars Løkke Rasmussens egne ord, sætte sekretariatet under lup og kigge på arbejdsforholdene.

Konflikten mellem Jeppe Søe og Lars Løkke Rasmussen har været latent, siden Jeppe Søe tirsdag fastholdt sit krav om en uvildig undersøgelse af arbejdsforholdene i Moderaternes sekretariat.

Det gjorde han i et skriv til TVMidtvest, hvor han appellerede til, at der blev placeret et ansvar – stik mod det ønske, som hans gruppeformand Henrik Frandsen samme dag gav udtryk for.

»Jeg kræver fortsat, at man også ser tilbage og finder ud af, om alle skal med på den videre rejse. Det tror jeg ikke, at alle skal,« skrev Jeppe Søe.

Sagt med andre ord: Jeppe Søe krævede en undersøgelse, hvor man finder ud af, hvem der har ansvaret for problemerne, og han er åben for, at nogen skal smides ud af partiet.

Da Lars Løkke Rasmussen tirsdag blev spurgt foran Moderaternes gruppeværelse, om Jeppe Søe har en fremtid i partiet, svarede partiformanden:

»Det er da et meget interessant spørgsmål, men det er ikke det, der optager mig mest. Men I er jo allerede videre. Det, der optager mig mest, er, at vi har nogle medarbejdere, der ikke har haft det godt,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Hvad så nu, Søe?

Til sidst i interviewet spørger Henrik Qvortrup Jeppe Søe, hvad han så nu skal, når ikke han længere vil være med i Moderaterne.

»Nu har jeg kun kendt til B.T.s historie i seks minutter, så det ved jeg ikke,« siger han og fortsætter: 

»Men det jeg ved, det er, at jeg er blå, og jeg er liberal. Og så aner jeg ikke, hvordan sådan noget foregår. Jeg går ud fra, at man skal ringe til en eller anden,« siger Jeppe Søe.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne.