Terrortruslen mod Danmark er fortsat »alvorlig« og på det næsthøjeste af fem trusselsniveauer, skriver PET i sin seneste trusselsvurdering.
»Vi kan se, at der er nogen, som stadigvæk har en intention om og en kapacitet til at begå terror i Danmark,« forklarer Michael Hamann i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.
»Men det er også vigtigt at sige, at vi ikke siger til danskerne, at de skal gå rundt til dagligt og være bange for terror.«
Hamann er chef for Center for Terroranalyse, der laver PETs årlige analyser af trusselsniveauet i Danmark.
Selvom du ikke skal gå rundt og frygte at blive offer for terror, er trusselsniveauet mere alvorligt end i vores nabolande, fortæller han i »Pilestræde«.
»Når vi kigger på tværs af Europas grænser, så ligger vi et niveau over.«
»Salatbarsekstremisme«
At terrortruslen er høj i Danmark er ikke noget nyt; sådan har det været i en årrække. Det har også ført til flere domme, senest i Holbæk i december, hvor en syrisk statsborger blev idømt den strengeste straf, der nogensinde er udmålt i en dansk terrorsag.
Til gengæld havde PET en nyhed med i sin trusselsvurdering, som tjenesten fremlagde for nylig.
»I dette års terrorvurdering introducerer vi begrebet »hybridisering«. Det er en bevægelse, hvor de kasser, vi tidligere har opereret med, ikke er så fast funderet,« siger Michael Hamann.
Kort sagt samler en ny type potentielle terrorister inspiration fra øst og vest, typisk i de mørke egne af internettet, og sammensætter deres eget fjendebillede. I modsætning til militante islamister eller højrenationalister, har de ikke én stærk ideologisk overbevisning.
»Salatbarsekstremisme,« er det ifølge Hamann også blevet døbt.
Ingen grund til yderligere bekymring
Michael Hamann slår fast, »at det er en udfordring, hvis vi tidligere har kunne agere indenfor nogle mere faste kategorier, hvor vi havde nogle særlige røde flag, der kunne gøre os opmærksomme.«
De senere års terrorister er typisk faldet inden for kategorierne militant islamisme eller højrenationalisme.
Men, forsikrer Hamann, »selvom truslen bevæger sig, så vil vi som tjeneste og vores nationale og internationale samarbejdspartnere følge med.«
Lyt til hele interviewet med PET-chefen i dagens afsnit af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.