Der vokser et oprør mod arbejdet. En ny tendens, som truer med at undergrave velfærdsstaten.
Sådan skriver den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek, i sin nye debatbog.
Men hvem er det, han taler til: Hvem er det, der arbejder for lidt? Det prøver Berlingske at få svar på i dagens udgave af nyhedspodcasten »Pilestræde«:
Kaare Dybvad Bek har brugt en del tid på at kritisere meningsdannere, såsom forfatteren bag »Ærø Manifestet«, Maj My Humaidan, for en livsstil, som han mener »vil undergrave vores velfærdssamfund, hvis alle gjorde som dem«. Men han retter også kritik mod politikerne på Slotsholmen – heriblandt sit eget parti.
Du siger, at det her oprør mod arbejdet er manifesteret i en politik, som gennem mange år har anset arbejdsmarkedet for at være et råt og farligt sted. Hvem har ansvaret for den politik?
»Jamen det er jo også mit eget parti, der har det, og det er der en række andre partier, der har. Altså den her idé om at sige, at det er altid godt for unge at være på en uddannelse, og det er altid skidt for dem at være på en arbejdsplads. Det tror jeg, at vi bliver nødt til at nuancere,« siger Kaare Dybvad Bek i dagens afsnit af »Pilestræde«.
Han uddyber, at selvom »vores moral er sund, og folk har lyst til at gå på arbejde«, ser han en efterspørgsel i den offentlige debat på at gå ned i tid eller helt stoppe med at arbejde.
»Og der tror jeg bare, at hvis vi indfører det, så kommer vi til at bruge 10-15 år på at rydde op efter det – ligesom med det produktionsfrie samfund (i 00erne, red.), hvor vi troede, at alle skulle sidde i sækkestole og udtænke ideer, og så kunne kineserne producere det. Og det er skidt for vores samfund,« siger han.
»Pilestræde« er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. »Pilestræde« udkommer mandag til torsdag klokken 05.00. Hør alle afsnit herunder, eller hvor du normalt hører podcast.