Politisk kommentator: Ellemann kommer ikke tilbage – her er det bedste bud på afløseren

Han var den første til at sige, at Jakob Ellemann ikke kommer tilbage som formand for Venstre. Nu sætter han også navn på efterfølgeren. Michael Kristiansen er dagens gæst i »Pilestræde«.

Jakob Ellemann-Jensen kommer ikke tilbage. Sådan lyder den klare melding fra Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh. Hvem der står til at overtage posten, kan du høre i dagens afsnit af »Pilestræde«. Søren Bidstrup

Som den første siger Michael Kristiansen det højt: Jakob Ellemann kommer ikke tilbage.

»Erkendelsen er ved at brede sig i Venstre – Har Ellemann egentlig det, der skal til?« beretter Michael Kristiansen fra partiets bagland i dagens afsnit af »Pilestræde«.

Venstre kæmper med næb og klør i øjeblikket: Seneste meningsmåling viser, at Venstre er faldet fra 13,3 til 10,6 siden valget.

Ellemann var en fantastisk toer

Jakob Ellemann-Jensens nedtur startede, så snart han »blev etter i partiet«. Sådan lyder dommen fra Michael Kristiansen.

»Det måske allersværeste i politik er at gå fra at være toer til etter. Jakob Ellemann var fantastisk toer. Der er nogle politikere, der pludselig bliver endnu bedre af at blive ettere. Andre har det simpelthen ikke,« siger Michael Kristiansen.

Den erfarne politiske kommentator anerkender, at Ellemann har haft svære odds, men han mener, at Venstre har brug for at kigge mod »nye yngre kræfter«.

Venstre har brug for en kvinde

Netop svaret på partiets nedtur kan, ifølge Michael Kristiansen, meget vel hedde Stephanie Lose.

»Hvis man skulle pege på nogen, som kunne tage over, og som der også vil være fuld opbakning til i partiet, så er Stephanie Lose et godt bud,« siger Michael Kristiansen om partiets næstformand og landets fungerende økonomiminister.

»Venstre kunne godt have brug for en kvinde i spidsen,« uddyber han.

Michael Kristiansen mener, at »hun absolut er et bedre bud end Troels Lund Poulsen«, som ifølge ham »ikke er verdens største billetsælger«.

Pilestræde er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. Pilestræde udkommer mandag til torsdag kl. 05.00. Hør alle afsnit herunder – eller hvor du normalt hører podcasts.

I dette afsnit er det dog Berlingskes politiske reporter Cathrine Bloch, som er på pinden.

 

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify