Liz Truss og det britiske kaos er »den logiske konsekvens af Brexit,« siger redaktør og vender sig mod danske EU-kritikere: »Hvad det er for et fantastisk paradis, I ser uden for EU?«

Danske EU-skeptikere bør kigge på Storbritannien med gru og overveje, om det er et scenario, de ønsker for Danmark, siger Ulrik Bie i podcasten »Pilestræde«.

Der går en lige linje fra vedtagelsen af Brexit i 2016 til kaosset under Liz Truss. Det siger Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie:

»Liz Truss er en logisk konsekvens af Brexit – det var det, man ville i det Konservative Parti.«

Singapore on Thames

Truss' plan om massive, ufinansierede skattelettelser og deregulering, som hun måtte skrinlægge, kort efter at hun blev valgt, er en direkte udløber af den ideologi, som de britiske konservative forfulgte Brexit med, forklarer Bie.

»Man kiggede til Singapore og sagde: 'Vi skal have Singapore on Thames – et land, der kigger ud i verden. Et land med lave skatter, let regulering – ingen åndssvage EU-regler – hvor vi åbner arbejdsmarkedet for de gamle kolonier, med handelsaftaler med USA, Indien og Kina. Et globalt Storbritannien, der kan slippe den innovative kraft, alt det som Bruxelles har ødelagt, løs.' Det har de stået og sagt i seks år: Hvis vi bare gør det, så bliver vi en succes.«

Og hvad har de fået i stedet?

»De har fået Singapore i 1941, da de blev bombet af japanerne – de har fået det modsatte.«

Hvor er jeres paradis?

Det britiske kaos – politisk og økonomisk – får Ulrik Bie til at spørge de danske politikere, der ville følge briterne ud af EU, om de står ved den holdning.

»Jeg synes da, man skal ringe til nogle af de Brexit-fanatiske partier herhjemme, som vil ud af EU, og spørge: 'Er det, det I vil? – Hvad vil I uden for EU?' Det står mig stadig ikke klart, hvad det er for et fantastisk paradis, der er udenfor.«

Du kan høre hele podcasten her på siden eller i din podcastapp. Udsendelsen starter med udenrigskorrespondent Poul Høi, der tegner et dystert billede af britisk politik. I anden halvdel (ti minutter inde) fortæller Ulrik Bie om de økonomiske konsekvenser.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify