Inger Støjberg sender flere bredsider afsted mod Ellemann: »Man må konkludere, at duften af læderet inde fra ministerbilen dulmer trangen til at stå ved det, man ellers står for«

Inger Støjberg fortæller til »Pilestræde«, hvorfor hun aldrig kan se Jakob Ellemann-Jensen (V) som statsminister og leder af blå blok. Og hvad der nu skal ske med den blå opposition.

Hvis Venstre skal tilbage i blå blok, skal det være med en anden formand og en anden politik, siger Inger Støjberg (DD) i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast. Foto fra Folketingssalen, onsdag den 16. november 2022. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Inger Støjberg har umanerligt svært ved at se en vej tilbage til blå blok for sin tidligere partifælle i Venstre Jakob Ellemann-Jensen.

»Jeg har meget, meget svært ved at se Jakob Ellemann komme hjem,« siger hun til »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast – og tegner et billede:

»Det svarer jo til, at du er flyttet over til elskerinden i noget tid, og så kommer du hjem med hovedpuden og siger ‘Hej! Så er jeg tilbage – er der plads i dobbeltsengen?’«

Og så bringer hun denne forudsigelse om udsigterne for at lappe på det forliste ægteskab:

»Der kan jo være sket mange ting i mellemtiden.«

Støjbergs blå alternativ til Ellemanns Venstre

I stedet vil Danmarksdemokraternes formand nu forsøge at samle stumperne af blå blok, siger hun.

»Jeg kunne forestille mig, at De Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne bliver en stabil akse, et fundament om du vil, og at vi forhåbentlig får et stærkt samarbejde.«

På det »fundament« vil Støjberg etablere et samarbejde, der minder om det, Venstre havde med De Konservative og Dansk Folkeparti i 00erne.

»Selvom der er mange blå partier, mener jeg, der er plads til alle. Men vi har forskellige roller, og det er vigtigt at erkende den rollefordeling. Et af de tidspunkter, hvor det gik bedst i den blå blok, var i 00erne, da der en meget klar rollefordeling med V, K og O. Og en accept af den rollefordeling. Det er noget af det, vi skal have fundet tilbage til.«

Hør hele interviewet med Inger Støjberg i Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«:

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify