Det er et kæmpe projekt. En helt ny ø ud for København med metro, underjordisk ringvej, mange tusind nye boliger og en klimasikring af København.

Og det kommer ikke til at koste skatteyderne en krone.

Sådan har i hvert fald skiftende regeringer sagt om Lynetteholmen, der altså »hviler i sig selv« rent økonomisk.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har ligeledes gentaget det budskab. Han mener det faktisk så meget, at han i en omdiskuteret video på bt.dk har afvist at stille op til interview, medmindre journalisten først erkendte at være enig med ham i netop dette.

Nu har han alligevel indvilget i at svare på spørgsmålene. Bare ikke hos B.T., men i Berlingskes podcast Pilestræde – under én betingelse.

Hvad handler det om?

Og vil han anerkende, at der er væsentlig usikkerhed forbundet med projektet?

Det svarer ministeren på i Pilestræde i dag.