I dag kan alle og enhver gå ind på en netpornoside, man skal bare svare ja på, at man er 18 år. Siden kan ikke tjekke, at det også er tilfældet. Derfor bliver børn og unge eksponeret for pornografi, og det har fået politikere verden over til at se sig om efter måder at begrænse mindreåriges adgang til den type skadeligt indhold på nettet.

I Europa har Europa-Kommissionen sat en række europæiske lande – og blandt dem Danmark – til at afprøve en ny app, som skal fungere som en slags digital tegnebog med forskellige identitetsbeviser, blandt andet en aldersverifikation.