I 41 år levede Kirsten Jacobsen og hendes mand sammen som »frie mennesker«. De satte ikke begrænsninger for hinanden, var næsten altid uenige, men elskede hinanden. Og så havde de planlagt at dø sammen.
Men da døden åndede Kirsten Jacobsens mand i nakken, måtte hun bryde sit løfte til ham: Hun kunne ikke slå ham ihjel. Det har hun netop skrevet bogen »Løftet – en kærlighedshistorie« om.
Hør, hvordan hendes mands sidste dage »vippede hendes kompas« i dagens afsnit af »Pilestræde«.
Aftalen, som Kirsten Jacobsen indgik med sin mand, refererer til det løfte, de gav hinanden for mange år siden: Hvis du bliver syg, vil jeg aldrig nogensinde overlade dig til en skæbne, du ikke selv ønsker. Og størst af alt – hellere end at svigte vores løfte dør vi sammen.
»Vi har bestemt så meget i vores liv. Vi ville ønske, at vi også kunne bestemme, hvor og hvornår vi skal dø,« lyder det stålfast fra Kirsten Jacobsen.
Løfter er ofte nemmere at indgå end at overholde. Især når de omhandler døden.
»Han ville ikke kunne slå mig ihjel. Ligesom jeg heller ikke kunne,« siger Kirsten Jacobsen.
Dagligt brud på »kærlighedsløftet«
På en ellers sædvanlig indkøbstur bliver Kirsten Jacobsens mand ramt af en blodprop. Hun beskriver senere, at det nok er denne dag, han stiltiende beslutter sig; han vil ikke mere. Kirsten Jacobsen selv er ikke klar til at give slip – hun ringer 1-1-2 og bryder dermed deres kærlighedsløfte.
Han overlever og kommer hjem, delvis lam og en skygge af sig selv. I den følgende tid bryder hun løftet hver eneste dag. Hun sætter piller, vand og mad frem til ham, holder ham i live.
Derfor måtte han i sidste ende holde løftet selv.
Kirsten Jacobsens mand nægter at spise og drikke, og efter et par uger siger hans krop fra. Den 15. maj 2022 lukker han øjnene for sidste gang. Han har sultet sig selv ihjel.
Legalisér assisteret selvmord – gerne snart
Kirsten Jacobsen holder fast i, at hun ikke har skrevet en debatbog. Hun ønsker ikke nødvendigvis at diskutere, hvad der er det rigtige eller det forkerte.
»Jeg har skrevet bogen, fordi jeg håber andre vil blive klarere i deres egen holdning til døden,« siger hun i »Pilestræde«.
For Kirsten Jacobsen selv hersker der ingen tvivl. Hun ønsker, at assisteret selvmord skal legaliseres. Helst inden hun selv skal herfra.
Hun beskriver, at der inde i hendes mand sad en fri mand i fængsel. Han ville dø, men kunne ikke få hjælp til det. For hende ville den største frihed være, at hun, når hun en dag selv skal herfra, selv kan bestemme rammerne om døden.