Digitaliseringsministeren om medvirken i omstridt video: »Det er jo en gimmick, en provokation«

»Der sidder jo nogle syge tech-bros nede i Silicon Valley, som har fuldstændig styr på, hvordan man laver fede algoritmer. Så vi er jo altid lige et skridt bagud,« erkender Caroline Stage i interview med Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«. 

»Hvis du har brugt de sidste tre timer på at se åndssvage videoer, som jeg også selv er faldet i nogle gange, så er det måske tid til at gå en tur,« siger digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) om sin medvirken i en video, der har skabt røre.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det er jo en gimmick, en provokation. Men det er også med en lille del af alvor i sig, i forhold til, at vi, mig selv inklusive, bruger rigtig meget tid på skærmen,« siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M) i et interview med Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde« om sin medvirken i en video, der har skabt debat.

I videoen siger ministeren:

»Tillykke! Du har nu gennemført Instagram. Du har set alt, hvad der er at se. Scrollet dig gennem samtlige kattevideoer. Set alle sider. Nu skal du lukke telefonen. Lav noget sjovt. Se din familie eller venner. Læs en bog. Gå en tur.«

Og budskabet har provokeret mange. For eksempel udtaler Danmarksdemokraternes Susie Jessen til B.T.:

»Hun tror, at hun skal agere landsmoder for danskerne, så hun giver en decideret ordre om, at de skal lukke ned for telefonen. Altså jeg ved simpelthen ikke, hvem hun tror, hun er. Hun skal pakke den pegefinger langt væk.«

Caroline Stage forstår godt reaktionen og var forberedt på den, siger hun. 

»En minister skal lave lovgivning eller fjerne lovgivning og sørge for at stå til rådighed for Folketinget. Men en minister, i min optik, skal jo også være med til at starte en samfundsdebat.«

Men har den samtale egentlig ikke kørt ret længe?

»Har den det? Jeg synes, den begynder at intensivere,« svarer ministeren.

Det var tilbage i 2017, at Imran Rashid udsendte sin bog »Sluk«. Er det ikke handling, vi mangler?

»Jo, men det synes jeg jo sådan set også, at man har leveret på løbende. Altså vi har jo reguleret de sociale medieplatforme markant mere, end vi havde i 2017. Der er en anden opmærksomhed. Nu har vi lige fået nogle nye anbefalinger fra ekspertgruppen for techgiganter, som også kommer med nogle anbefalinger både til infrastruktur og til, hvad vi skal gøre i forhold til at beskytte vores børn og unge. Og det kigger vi jo ind i nu,« svarer Caroline Stage. 

Men er behovet for at slukke ikke større nu, end det var i 2017? 

»Jo.« 

Så reguleringen har måske ikke virket så godt?

»Jamen, alt kan jo ikke ske via regulering. Og vi bliver jo også klogere over tid. Og det ærgerlige er, at det gør techgiganterne også. Altså, der sidder jo nogle syge tech-bros nede i Silicon Valley, som har fuldstændig styr på, hvordan man laver fede algoritmer. Så vi er altid lige et skridt bagud i forhold til nye initiativer, som vi skal forholde os til lovgivningsmæssigt,« siger Stage. 

»Men vi prøver, selvom man skal stå tidlig op om morgenen, det anerkender jeg.«

Caroline Stage anerkender også, at det er selvmodsigende, at lave en video på sociale medier om at slukke for de sociale medier. 

Hun siger: »Spørgsmålet er: Hvis man synes, der er nogle problemer med de sociale medier, skal man så gå af dem vel vidende, at du jo så ikke fanger de folk, du gerne vil have i tale? Eller skal du være en del af dem?«

Ministeren har ikke noget klart svar på den problemstilling. 

»Vi har stillet os selv i et afhængighedsforhold, som er svært at komme ud af,« siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M) i et interview med Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«. Asger Ladefoged

»Lige med den her video, der er tanken jo netop lidt at trolle,« siger hun, og forklarer det således: »Jeg ser det jo som en provokation. Altså: Sluk nu, hvis du har gennemført Instagram, hvis du har brugt de sidste tre timer på at se åndssvage videoer, som jeg også selv er faldet i nogle gange, så er det måske tid til at gå en tur.«

»Hvis der bare er én, der har siddet og tænkt: Gud jo, det skulle jeg da nok, så synes jeg, at den kampagne har været effektfuld.«

Caroline Stage er minister i en regering, hvis statsministeren, Mette Frederiksen, måske har været den statsminister, der har været mest professionel i at bruge de sociale medier. Hun har i hvert fald lagt sig klart i front med politisk brug af Instagram, hvor hun bager, vasker tøj, pudser vinduer og går ture med sin mand. Og samtidig har hun faktisk også fået kritik for ikke at være tilgængelig for den konventionelle presse. 

Mener du, at statsministeren prioriterer sin tid og sine kommunikationsressourcer rigtigt?

»Det tænker jeg ikke er op til mig hverken at vurdere eller svare på. Det, jeg ved, er, at er der nogen, der har fokus på de sociale medier og de mulige negative effekter, som der er ved dem, især over for børn og unge, så er det vores statsminister,« siger Caroline Stage. 

Men du har jo en holdning til alle vi andres brug af sociale medier?

»Men jeg bruger dem jo også selv,« svarer ministeren og peger på, at det gør vi også her på Berlingske. »Alle de store dagsmedier er på de sociale medier. Vel vidende, at det er de sociale medier, der er ved at køre jer i sænk. Og det er jo det, der er så svært ved denne her debat. Fordi vi har stillet os selv i et afhængighedsforhold, som er svært at komme ud af.«

Hør hele interviewet med digitaliseringsminister Caroline Stage i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.