Vi er færdige »med at vente på, at der bliver lavet aftaler. Nu laver vi nogle hårde greb, så vi får lægerne derud, hvor der er størst behov,« lød det bastant fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun og de øvrige regeringsledere præsenterede deres bud på en stor reform af sundhedsvæsenet.
Der skal lukkes for nye lægeklinikker i København – og flyttes flere læger ud til de mindre sygehuse uden for de store byer.
Men vil det virke? Hvordan vil Monika Rubin, læge og politisk ordfører for Moderaterne, få sine lægekolleger til at vælge Stevns og Nykøbing Falster frem for København?
»Det er jo ikke nemt. Det er derfor, vi laver en hel sundhedsreform, hvor vi skruer på mange ting på én gang. Det er mange bække små. Vi håber, at mange af de ting – og nu ved jeg godt, man siger »hope is not a strategy« – men der er jo ikke noget evidens for, at de her ting kommer til at virke. Man gør det, fordi man tænker, at hvis man gør det på den her måde, vil det have den her effekt,« siger Moderaternes politiske ordfører, der også er regeringspartiets sundhedsordfører.
Lyt til hele interviewet her:
Find andre afsnit af »Pilestræde« med vært Kaare Svejstrup her.