Våbenhvilen trådte i kraft i søndags, ledsaget af jubel og sejrsscener i Gaza.
Det var en visuel bekræftelse af, at Hamas stadig er ved magten, og nok hele tiden har været det i Gaza. Og at regionens stærkeste militær, det israelske forsvar, IDF, ikke har haft succes med sit krigsmål: at nedbryde organisationen. Det siger Berlingskes mellemøstkorrespondent, Gunnar Willum, i et interview med Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«.
»Fra et vestligt synspunkt, så kan man sige, hvad er der at fejre? 40.000 mennesker er blevet dræbt, Gaza-striben er blevet gjort stort set ubeboelig. Man taler om, at det vil tage årtier at genopbygge området igen. Alle de sårede og alle de døde, hvad er det for en sejr?« spørger Gunnar Willum.
»Da Hamas angreb, da havde de planer om, at de ville overtage Israel. De lavede planer for, hvem der skulle være borgmester i hvilke byer, hvordan man skulle overtage vandværkerne, hvilke jøder skulle dræbes, hvilke jøder skulle fordrives. Og der er jo ikke sket noget af det.«
»Men Hamas prøver på at præsentere det således: vi har overlevet det her, vi har stået imod det her pres. Alle i hele Mellemøsten ved, at Israel har det stærkeste militær. De får de bedste våben leveret fra Tyskland og fra USA. Og de har bombet os for fuldt drøn i 15 måneder. Og vi har aldrig nogensinde givet op. Det alene er en sejr.«
Det er den fortælling, de prøver på at sælge til befolkningen, fortæller Gunnar Willum.
»Kampen om narrativet foregår nu, hvor Hamas rykker ud i gaden og siger: Det er os, der har vundet, og hvis I har en anden mening, så skulle I tage og holde den for jer selv, for vi er tilbage.«
Berlingskes mellemøstkorrespondent henviser blandt andet til scenerne fra i søndags, hvor Hamas' politistyrker og uniformerede krigere var talstærke og synlige overalt i Gazas gader og klart tilbageviste tesen om, at Hamas' militære organisation reelt var nedbrudt.
Det er den ikke, men den er decimeret, fortæller Gunnar Willum.
»Den militære organisation, som kunne planlægge og storme Israel i militære formationer, angribe 75 forskellige steder, løbe de her kibbutzer over ende og holde kontrol med områder i et vist tidsrum, er nedbrudt. Hvis du ser på hele ledelsesdiagrammet i Hamas, så er der blevet streget ud.«

Problemet er, at Hamas stadig har våbenlagre og mange medlemmer af organisationen tilbage, og at de har været i stand til at rekruttere nye folk, påpeger Gunnar Willum. Ikke nok til at gennemføre et nyt angreb på Israel som 7. oktober, men nok til at holde kontrol med Gazas befolkning.
En befolkning, der ideologisk er splittet: »Der er dem, der mener, at Hamas gjorde det rigtige, at de forsvarede den palæstinensiske sag og fik den gjort til en verdenssag igen,« siger Willum og peger på de seneste 15 måneders demonstrationer på amerikanske og europæiske universiteter.
»Når man taler med nogle palæstinensere, så kan den samme person i den samme samtale gå fra at sige »ja, selvfølgelig er det vanvittigt, det, Hamas har gjort« til »men på den anden side så er vi også stolte over det, de har opnået«. Så det er altså en meget splittet befolkning.«
Han fortsætter: »Hvis man ser på meningsmålingerne, så er der omkring 33-40 procent, der er imod Hamas, og så er der omkring 40-50 procent, der støtter Hamas' angreb.«
Hvordan ser det ud på henholdsvis Vestbredden og i Gaza?
»Mens støtten til Hamas er faldet i Gaza, så er støtten til Hamas steget på Vestbredden, hvor de har en regering, der undertrykker Hamas og forsøger at forhindre terrorangreb i samarbejde med israelerne. På Vestbredden er Hamas' stjerne steget, fordi de af en del af befolkningen der ses som dem, som tager den palæstinensiske sag op og kæmper mod israelerne, mens deres egen regering ses som en form for kollaboratører, som samarbejder med besættelsesmagten.«
Er der nogen realistisk måde, hvorpå et andet styre end Hamas kan komme til i Gaza?
»Jeg synes, at det er svært at se, fordi hele logikken i den måde, Hamas er opbygget på, er, at det er en totalitær organisation. Ja, den er islamistisk, men den minder også meget om en kommunistisk organisation, hvor man har celler overalt i samfundet, og hvor kontrol er det allervigtigste. Det er meget svært at se, hvem der rent faktisk skulle kunne true den magt, som Hamas har opbygget.«
Hør hele interviewet med mellemøstkorrespondent Gunnar Willum i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.