»I mange år var min spiseforstyrrelse en af mine største hemmeligheder. Alligevel tog det under to minutter og en kort chatbesked til en britisk læge, før en sølvfarvet termopakke med Novo Nordisks slankemiddel Wegovy var sendt af sted til min adresse.«
Sådan skriver Signe Westermann Kühn i Berlingske. Hun satte sig for sammen med nogle kollegaer at undersøge, hvor nemt Novo Nordisks nye fedmemedicin Wegovy er at skaffe. Det skulle vise sig at være »skræmmende« nemt.
Det på trods af, at Signe er både normalvægtig og tidligere har lidt af anoreksi. Hun opfylder altså ingen af de kriterier, som skal til for at få Wegovy.
Fedmemedicinen, som Novo Nordisk tjener fedt på, er tværtimod godkendt af sundhedsmyndighederne til personer, som er svært overvægtige eller har følgesygdomme fra overvægt.
Hør Signe Westermann Kühn fortælle hvordan hun – på lovlig og ærlig vis – skaffede Wegovy på under 22 timer – og hvad eksperter og myndigheder siger til det.
Pilestræde er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. Pilestræde udkommer mandag til torsdag kl. 05.00. Hør alle afsnit herunder – eller hvor du normalt hører podcasts.