Pigen og trompeten

Hvor er Alison Balsom dog indtagende... Den unge brite entrerer Det Kongelige Teater, sætter sig ydmygt omme bag orkestret og spiller med i Aaron Coplands korte »Quiet City«. Luften står stille imens, så tyst lyder den afdøde amerikaners trompetreveiller på den gamle scene – tyst som det vilde vesten en vintermorgen.

Søndagens koncert med Collegium Musicum er kommet godt i gang. Pigen med trompeten går ud og lader orkestrets violiner og den slags flytte lidt rundt. Hun venter et par minutter længere end sædvanligt og kommer ind igen i en beige balkjole, tynd som et røntgenfotografi. Der går suk fra gulvet og hele vejen op til de billige balkoner.

Chefdirigenten i form af Michael Schønwandt stiller sig tilbage på sit podium og slår an – og så kører det ellers: J.N. Hummels hurtige, svære, sommetider helt utaknemmelige trompetkoncert. Hvis komponisten bag de to hundrede år gamle toner lyder som et mærke i sportstøj, er det ikke helt forkert. Om end kapitlet i midten går helt utrolig langsomt og næsten tager luften fra én. Lige her virker Balsom en smule usikker af og til. Men det slår hende ikke ud – og dét er som bekendt det vigtigste. Finalen banker sidste søm i succesen. Ingen københavner vil høre et kønnere, blødere, mere musikalsk trompetspil, før englene melder sig engang. Det er fantastisk.

Men man kommer ned på jorden igen. Beethovens berømte symfoni nummer fem? Jamen, den kender man jo ud og ind. Sådan en musik spiller jo nærmest sig selv...

Ikke i søndags. Vel består orkestret af dygtige musikere fra hovedstadens bedste orkestre: DR Radiosymfoniorkestret, Det Kongelige Kapel og Sjællands Symfoniorkester. Men når de slår sig sammen til det tobaksfinansierede Collegium Musicum og bruger fritiden på endnu mere musik – så ryger alle forestillingerne igen. De dygtige musikere lyder ikke som sig selv. Collegium Musicum lyder ikke som et rigtigt orkester. »Skæbnesymfonien« lyder ikke som »Skæbnesymfonien«.

Tusind spørgsmål bliver der aldrig taget stilling til: Om musikken af Beethoven skal rystes på den romantiske måde og så videre. Hvorfor ikke? Og hvorfor alle de knæk og hændelige uheld?

Fordi man er et andet sted. Fordi koncerten bare skal overstås. Musikerne har slet ikke tid til den slags. Collegium Musicum får sig simpelthen ikke øvet nok og kunne alt for hurtigt gøre sig selv overflødige.

Men hvor ville det være ærgerligt. Både fordi de stadig har et stort og trofast publikum. Og fordi de stadig spiller den musik, ingen andre gider spille – men som ikke desto mindre kan være den mest uforglemmelige.

Hvad var stærkest i søndags: Det uforglemmelige eller det overflødige? Nå pyt. Lad os se frem til næste koncert i stedet.