Pensionskunder får julegave fra Skatteministeriet

En ny lov om pensionsbeskatning, som har været til andenbehandling i Folketinget tirsdag, sikrer danske pensionskunder en ekstra julegave.

Nye skatteregler har nemlig påført pensionsbranchen ekstraordinære tab, som Skatteministeriet nu vil sende tilbage i kundernes lommer.

I Danica Pension vil over 500.000 kunder få en ekstra forrentning på omkring én procent i 2008 som følge af lovforslaget. Tilsvarende vil andre pensionsselskaber få penge tilbage fra skattemyndighederne, der sendes direkte videre til kundernes depot.

Årsagen er, at de kommende nye regler for pensionsbeskatning har ført til et ekstraordinært kurstab på pensionsselskabernes indeksobligationer. Med forslaget til den nye pensionslov vil skattemyndighederne kompensere for tabet.

»Der bliver tale om en ekstra julegave fra skatteminister Kristian Jensen til vores kunder, og det er kun ret og rimeligt, fordi skatteforslaget har forårsaget kursfald på vores indeksobligationer,« siger Danicas administrerende direktør Henrik Ramlau-Hansen.

Hidtil har indeksobligationer været fritaget for pensionsafkastskat (PAL), men det lægger den nye lov for pensionsbeskatning op til at ændre. Det har medført et kraftigt kursdyk på obligationerne, og det er dette tab, som skattemyndighederne nu vil betale tilbage.

Danica forventer at godskrive kompensationen til kundernes opsparing i efteråret 2008, og det gælder for alle kunder, der har haft Danica Traditionel i mindst et år. De helt nye kunder har nemlig ikke oplevet samme kurstab på obligationerne og får derfor ikke tilført en lige så høj ekstra rente.