Pas på bilens værditab

Værditab er suverænt den største udgiftspost for bilejerne - der er tusindvis af kroner at spare ved at vælge de mest værdifaste bilmodeller.

Biler er en dyr investering. Til gengæld er den dårlig, for modsat et hus bliver biler konstant mindre værd. Fidusen er at vælge de mest værdifaste biler, fortæller prisanalytiker Niels Grøftehauge fra nettjenesten bilpriser.dk. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Det er dyrt at være bilejer. Rigtigt dyrt viser en ny undersøgelse fra FDM. Selv den mest snusfornuftige indkøbsvogn med sparemotor og tætbarberet udstyrsliste til 150.000 kroner er en massiv belastning af husholdningsbudgettet. Efter fem år og 100.000 kilometer er de samlede udgifter til benzin, service, forsikring og ejerafgift løbet op i 288.000 kroner.

Hver gang, kilometertælleren flytter sig, koster det altså ifølge FDMs beregninger bilejeren 2,88 kroner.

Hedder man Henning Dyremose, er det bare parkometermønter, men for de fleste bilejere kan det betale sig at gennemgå bilbudgettet med tættekam. Gør man det, vil mange blive overrasket over, at det hverken er udgifterne til brændstof, værkstedsbesøg eller banklån, der skaber det største hul i tegnebogen: Skurken i regnedramaet hedder værditab.

Er man opmærksom på lommetyven, er her penge at spare: Forskellen på de forskellige bilmærker og biltyper løber nemt op i titusindvis af kroner. Selv blandt de populære og sædvanligvis værdifaste minibiler kan valget af den rigtige model afgøre, om du må drikke postevand eller Perrier til maden.

»Det er meget enkelt. Bilen er den næststørste investering, men modsat et hus taber en bil konstant værdi. Til sidst er den slet ikke er noget værd. Fidusen er at vælge de biler, der rutscher langsomst ned i værdi,« forklarer Niels Grøftehauge, prisanalytiker hos nettjenesten bilpriser.dk.

Som en af landets mest erfarne eksperter i bilpriser, har vi bedt ham vurdere, hvilke biler, der er de mindst ringe investeringer. Og hvilke man bør undgå, hvis man ikke vil risikere en alvorlig snak med sin bankrådgiver.

»Som tommelfingerregel vil det altid være billigst at købe en lille bil med en økonomisk motor, der samtidig er godt rustbeskyttet. Dermed har man både lave driftsomkostninger og en lang levetid, der er vigtig for værditabet,« forklarer Niels Grøftehauge.

Blandt eksemplariske sparebiler nævner han danskerfavoritter som Fiat Panda, den nye Opel Corsa, Skoda Fabia og Suzuki Swift (se skema her på siden). Alle i basistrim med mindste motor og en udstyrsliste, der er kortere end Stig Tøftings lunte på en dårlig dag. Kostbart ekstraudstyr som flotte alufælger og kølig aircondition får man nemlig ikke mange øre for, den dag bilen skal byttes til en ny. Hvis den overhovedet skal sælges:

»Vil man bruge færrest mulige penge på sin bil, skal man købe en lille, ny bil og så beholde den, ind til den skal skrottes. På den måde kan du sagtens køre 15 til 18 år i samme bil. Har den kostet 150.000 kroner, er det mindre end 10.000 kroner om året i afskrivning. Det kan simpelthen ikke gøres billigere, fordi du samtidig slipper for udgifter til værditab og forhandler-avance som koster dyrt ved enhver bilhandel,« siger Niels Grøftehauge.

Ikke alle har dog lyst til at fejre kobber- eller sølvbryllup med en discount-mini, og så handler det i endnu højere grad om at vælge rigtigt.

Også den lidt større Golf-klasse holder værdien ganske fornuftigt, og selv i den store firmabils-klasse kan der gøres forsvarlige om end væsentligt dyrere køb.

»Også private købere kan sagtens få store rabatter i dag. Det gælder for eksempel den populære Toyota Avensis, der ikke klarer sig så godt her i undersøgelsen. Men i praksis kan man få pæne prisafslag, så værditabet bliver noget mindre,« siger Niels Grøftehauge.

Men årsag nummer ét til tørre lommesmerter for bilejere kan selv den dygtigste rabatjæger ikke få ram på: Jo dyrere bil, jo større værditab. Sådan skal det være, når en bil typisk taber ti procent i værdi i samme øjeblik, den kører ud over forhandleres kantsten.

Skrækscenariet er bilen, der er alt det, en Fiat Panda ikke er: Stor, dyr, lækker, hurtig og veludstyret. Som eksempelvis amerikanerflyderen Chrysler 300 C. Selv med den mindste V6-motor til knapt 700.000 kroner har den efter fire år og 80.000 kilometer kostet sin ejer 420.000 kroner. Et massivt værditab, der må få det til at gibbe i selv forgyldte direktører.

»Ikke nødvendigvis,« mener Niels Grøftehauge. »For enkelte velbeslåede bilkøbere er det netop pointen. Køber man en Chrysler 300 eller måske en Citroën C6 eller Peugeot 607, viser man samtidig omverdenen, at det har man råd til. Den slags bilkøbere findes også.«