Parkering bliver dyr og besværlig i København

Pendlerbilister må ifølge ny plan kun parkere i op til en halv time i Københavns middelalderby i dagtimer på hverdage. Samtidig er der lagt op til at udvide den røde og dyreste parkeringszone med 3.500 p-pladser.

P-vagt på arbejde i indre København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er udsigt til, at det bliver betydeligt dyrere og langt mere besværligt at parkere bilen i det indre København.

Ifølge en ny og endnu ikke politisk behandlet plan skal der oprettes en ny, lilla parkeringszone i hele Københavns Middelalderby. Her kan bilister kun parkere i op til en halv time ad gangen langs kantstenene på hverdage mellem kl. 8 og 18. Til gengæld lægges der op til, at det bliver gratis.

Bilister, som har behov for at parkere i længere tid i dagtimerne på hverdage, skal i stedet benytte de private parkeringshuse eller parkere uden for Middelalderbyen.

Dyrere parkering på 3.500 p-pladser

Ud over en ny lilla zone er det samtidig meningen, at rød zone med en timepris på 29 kr., skal udvides til også at omfatte området Farimagsgade mod nord, Dronningens Tværgade/Sankt Annæ Plads mod øst samt den såkaldte Metropolzone i området Rådhuspladsen-Søerne-Havnen.

Det drejer sig om i alt 3.500 parkeringspladser, som i givet fald vil ryge ud af den billigere grønne p-zone.
Formålet er ifølge forslaget at reducere antallet af pendlere, som kører til byen og parkerer vognen på gadeplan i city.

Venstre er stærkt kritisk

På Rådhuset er Venstres ordfører i teknik- og miljøudvalget, Lars Dueholm, stærkt kritisk over for planen.

- Det grænser til det uanstændige. Ønsker man virkelig, at København skal være et frilandsmuseum med hestevognskørsel, eller ønsker man, at byen skal være dynamisk, siger Lars Dueholm.

Pendlerne kan bare tage bussen og toget

Københavns teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) siger, at beboerne i en kommende lilla zone kan holde langs kantstenene i længere tid i dagtimerne mod betaling - som  i dag. Han understreger, at forslaget kun går ud på at bremse pendlernes langstidsparkering i centrum.

- Det er et helt rigtigt formål at få fredeliggjort indre by. Vi vil gerne have pendlerne over i den kollektive transport. Derudover vil en lilla zone betyde, at søgetiden for en ledig p-plads falde fra ti til to minutter, og det vil være en fordel for folk, som har et hurtigt ærinde i byen, siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Parkeringsplanen skal behandles politisk i begyndelsen af næste uge.