Tænk smart er en opfordring, man har taget til sig mange steder i den danske hospitalssektor. Det er lykkedes over en årrække at få flere patienter gjort raske for færre penge. I en grad så den økonomiske samarbejdsorganisation OECD fastslår, at det danske sundhedsvæsen er et af verdens mest effektive på en række konkrete områder. Muligvis vil den oplysning komme overraskende for dem, der har oplevet ventelister eller fortravlet hospitalspersonale. Men i den forstand, at hospitalsbehandling et langt stykke af vejen er netop behandling at få patienterne hurtigt gennem systemet så de kan komme tilbage til arbejde og normalliv giver vurderingen mening.
Effektiviseringen er sket dels ved at skele til nogle af de processer, der anvendes i det private erhvervsliv, dels ved en stram styring af pengestrømmen. Det sidste er værd at notere. Oppositionen himler op om, at højere skatter er lig med øget velfærd. Men sygehusene har altså formået at forøge og forbedre deres kapacitet, mens den socialdemokratiske Nyrup-regering holdt sundhedsektoren i økonomisk ave og faktisk sænkede marginalskatten, og den borgerlige regering har fastholdt sit skattestop. Økonomisk bevidsthed kan skabe grobund for kreativitet.
Men alt er jo langtfra idyl på de offentlige sygehuse af den grund. Der er fortsat ventelister på kræftbehandling trods bevillinger til øget indsats mod kræftsygdomme i flere omgange. Hospitalerne især uden for universitetsbyerne mangler speciallæger, og sundhedspersonale og hospitalerne frygter, at regeringens ventelistegaranti vil trække yderligere specialister over til de private hospitaler.
En del af løsningen er som det allerede ses at vi i stigende grad kommer til at importere veluddannet, kvalificeret arbejdskraft såvel til sundssektoren som til andre områder. Løn, bonus, forsknings- og uddannelsesmuligheder kan være med til at trække specialister til yderområderne. Men det bliver formentlig sværere for små sygehuse at gøre sig attraktive. Den tendens er ikke nødvendigvis en trussel. Den går hånd i hånd med udviklingen mod større, specialiserede hospitaler, lægehuse med flere kompetencer, lægehelikoptere og andre initiativer.
Om patienterne i praksis behandles i offentligt eller privat regi er ikke afgørende. Privat behandling udgør en forsvindende lille del af sundhedsudgifterne. Man bør snarere overveje at sidestille de offentlige sygehuse konkurrencemæssigt med de private, så de skattefinansierede hospitaler får mere ansvar for deres egen økonomi, og således at privathospitalerne f.eks. påtager sig en uddannelsesmæssig forpligtelse. I samme omgang kunne man, trods kommunalreform, overveje, om det virkelig er nødvendigt at opretholde regionerne, hvis hovedopgave egentlig bare er at modtage skattepenge og sende dem videre.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
