Pakistans opgør med islamismen

Kampene omkring Den Røde Moské er afgørende for kampen mod terrorismen

I årevis har mange iagttagere betegnet Pakistan som verdens farligste land. Kombinationen af et vaklende militærstyre, voksende islamistiske bevægelser, Talebans tilstedeværelse i den nordvestlige del af landet og dertil det faktum at vi taler om en atommagt i en skiftende rivalisering med Indien har givet næring til synet på Pakistan som klodens mest brandfarlige krudttønde.

Og lige nu ulmer det mere og mere. Tilskyndet af USA har Pakistans præsident Pervez Musharraf og hans regime taget fat på et opgør med den tiltagende islamiske radikalisering i landet. Opgørets omdrejningspunkt er Den Røde Moske i Islamabad, et samlingspunkt for nogle af de mest yderligtgående islamister i Pakistan. Folk som ønsker Pakistan omdannet til en fundamentalistisk stat, folk som støtter Talebans forsøg på at generobre sine magtpositioner i Afghanistan.

Uroen i Pakistan drejer sig om langt mere end blot magten i et enkelt land. Det har Vesten med USA i spidsen længe set, og det er naturligvis baggrunden for det voldsomme pres, Pervez Musharraf har været udsat for fra USAs side, hvorfra blandt andre vicepræsident Dick Cheney er rejst med den utvetydige besked, at man nu måtte tage opgøret med islamismen i Pakistan. En islamisme der trives på tusindvis af koranskoler men altså har sit centrum i Den Røde Moské.

Presset på Pakistan er fuldt forståeligt. Terrorangrebet i USA 11. september havde sit udspring i det daværende Taleban-styrede Afghanistan. Taleban blev efterfølgende fjernet af en USA-ledet koalition, der siden er blevet afløst af en NATO-operation, som netop nu kæmper en hård kamp for at holde Talebans voldelige indflydelse nede. Det er en farlig kamp, som danske soldater deltager aktivt i. Og det er en afgørende kamp, hvis ikke den globale islamistiske terror skal få fornyet fodfæste.

I den sammenhæng er det naturligvis uacceptabelt, hvis Pakistan i praksis bliver et frirum for fundamentalismen. Derfor opgøret nu, efter Musharrafs militærregime i lang tid har danset om den varme grød. For den aktuelle operation er naturligvis ikke ufarlig set fra det pakistanske styres side.

Den er heller ikke uden sine dilemmaer. Pakistan er i øjeblikket ikke noget demokrati. Det har Vesten levet med, fordi Pakistan har stillet sig på Vestens side i krigen mod terrorismen.

På den vis ligner dilemmaet i Pakistan det, man ser i andre lande i regionen ingen nævnt, ingen glemt hvor benhårde regimer har måttet befæste deres magtpositioner for at holde islamismen stangen. Det er ikke smukt, og det er naturligvis i længden uholdbart.

Lige nu er der blot ikke andet at gøre end at støtte Pakistan og Pervez Musharraf i den længe efterlyste konfrontation med fundamentalismen. For alternativet er ikke til at overskue.