Madrid dannede i går rammen for et møde mellem repræsentanter for de 18 regeringer, som har ratificeret EUs forfatningstraktat. Sammenkomsten var ren demonstrationspolitik og markerer, at en række lande stadig nægter at indse, at forfatningstraktaten har lidt skibbrud. Virkeligheden er, at denne traktat er død i den foreliggende form, da en række lande åbent har undsagt den oven på det franske og hollandske nej i 2005 og fordi en ny traktat kræver enstemmighed. Denne avis skal være den første til at beklage, at det er sådan, for Forfatningstraktaten udgjorde en stærk ramme for et EU, der er sat i verden for at producere robuste beslutninger til gavn for borgerne. EUs resultatliste er imponerende, når man ser den igennem, og alt dette skal bevares og udbygges.
Heldigvis består EU-samarbejdet, uanset forfatningstraktaten, fordi EU har en institutionel ramme i form af den nuværende traktat. Men den konsensus, den ny traktat repræsenterede, inkluderede også at landene syntes, at institutionerne skulle styrkes. Behovet eksisterer fortsat, herom er enighed, og det tyske formandskabs opgave er derfor at skrue en køreplan sammen for, hvordan og hvornår man kan nå et nyt resultat. Denne køreplan kræver en enighed blandt landene, og reelt er det vanskeligt at forestille sig, at der sker noget, før der er en politisk afklaring i Frankrig i form af en ny præsident senere på foråret.
EU har altid været en kampplads for landene. De resultater, der bliver skabt, er resultater af en politisk konsensuskultur, hvor man i udstrakt grad tager hensyn til hinanden. Hovedparten af samarbejdet sker i enighed, men der eksisterer samtidig flertalsbestemmelser, som kan aktiveres på en række politikområder, så den laveste fællesnævner ikke får lov til at diktere. Det er godt og fornuftigt, at lande på en lang række punkter ikke kan hindre de andre lande i at skabe politiske resultater. Lægger man de sidste 50 års traktater ved siden af hinanden, er det markant, at EUs beslutningskraft er blevet styrket konstant. Et af de få punkter, hvor der dog skal være absolut enighed, er, når der skal laves en ny traktat. Da EU-traktaterne indgås mellem suveræne lande, siger det sig selv, at der skal være enighed bordet rundt. Alle de, der vil EU det godt, bør derfor tænke sig nøje om, inden de kaster sig ud i en hovedløs demonstrationspolitik som gårsdagens møde i Madrid. Landene kommer ikke udenom at samles og åbne for et nyt forhandlingsspil, hvor spillet er åbent, selvom landenes synspunkter er velkendte. Det betyder naturligvis ikke, at en ny regeringskonference bliver nem, men det gamle kompromis om forfatningstraktaten er opsagt og et nyt må laves. Der er ingen grund til at fortvivle - EU har i hele sin 50-årige historie vaklet fra krise til krise. Alligevel har Europa formået at nå langt med samarbejdet, og stats- og regeringscheferne er tvunget til at finde sammen om en ny traktat, som kan gælde fra 2009.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
