På spidsen Supermagt(er)

Verdens sande tilstand har i de sidste snart 20 år været, at USA er den reelt eneste globale supermagt.

En styrke der bør værdsættes samtidig med, at der arbejdes på, at EU kommer til at spille en mere aktiv rolle. Som bekendt har USA oplevet et fald i dets tidligere så fornemme omdømme. Alene de mange betegnelser for USA er sigende: »Det nye Rom«, »Hypermagten«, »Kolossus« eller »Imperiet«. Der er flere af slagsen, og fælles for dette udvalg er, at de i varierende grader lyder ildevarslende.

Men hvad siger borgerne egentlig? 9.000 almindelige borgere fra en række af verdens store lande er blevet spurgt om deres forventninger til, hvordan den globale nutid og fremtid ser ud.



Deres svar er, at frem mod 2020 vil USA markant miste magt i verden, mens Kina vil vokse og blive en magt næsten på niveau med USA. Derimod vil Rusland, EU, Japan og Indien være placeret på et lavere niveau ligesom i dag. Det interessante er, at det ikke er forskere fra samfundsvidenskab eller økonomi, som har foretaget en klog magtanalyse. Undersøgelsen er foretaget af den upolitiske, tyske forskningsinstitution Bertelsmann, der er kendt for at arbejde med fremme af demokrati. Der kan konstateres spændende mega-trends i de besvarelser, der kommer fra borgerne i de adspurgte lande: Brasilien, Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Japan, Rusland, Storbritannien og USA.

For det første mener mange borgere, at der er en række konstante faktorer, der bidrager til et lands styrke, og det er »stærk økonomi, politisk stabilitet og en stærk forsknings- og uddannelsessektor«. Succes på disse områder understøtter et lands grad af globalisering.

For det andet er folk orienterede i retning af nationalstaten som ramme og løsning for problemer. Det er et paradoks, når man betænker, at globaliseringen påvirker alle, og at rent nationale løsninger er vanskelige i en sådan verden. Men her er den europæiske tilgang reelt et kompromis mellem det nationale og overnationale, hvor de væsentlige ting løses i fællesskab, hvilket underskriften af Reformtraktaten i Lissabon i går også repræsenterer.

For det tredje er de vigtigste globale udfordringer ifølge undersøgelsen – »klimaforandringer, international terrorisme og overbefolkning« – tæt koblet til folks ønsker til, hvad der skal løses: »udryddelse af fattigdom, beskyttelse af miljø og støtte til demokrati og menneskerettigheder«. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at næsten seks ud af hver tiende kineser har det sidste punkt meget højt på dagsordenen. Det understøtter den antagelse, der ligger til grund for det liberale demokrati, nemlig at frihedens kraft er så stor, at øges folks økonomiske frihed, vil de ønske mere frihed og dermed underminere de ufri samfund indefra.



Endelig er der også magtforskydninger, idet Ruslands styrke har været voksende, siden der blev lavet en lignende undersøgelse for to år siden. 57 procent af alle forventer, at Kina bliver den næste store magt, mens USA skrumper fra, at 81 procent i dag ser landet som en stormagt til, at kun 61 procent tror, at det vil være tilfældet i 2020.

Alle disse folkelige megatrends peger i retning af, at USA ikke vedblivende vil være den eneste supermagt. Set fra EUs side burde håbet være, at det ellers forblev således, da amerikanerne er den bedste garanti for fremme af frihedsrettigheder, markedsøkonomi og fredelige forhold i verden, og så med det lille tillæg, at EU i fremtiden bør spille en langt stærkere rolle i den globale arena. Alt for ofte efterlader vi alt for meget til amerikanerne, og derfor er det svært at vinde gehør i Washington DC for at gøre brug af den bløde, diplomatiske magt, hvor EU faktisk har nogle kompetencer, verden har brug for.