På en helt ny hjemmebane

En lille dreng ved et alt for stort bord ser lidt fortabt på dig.

Drengens blik bliver hængende. Det er den tyske kunstner Martin Honerts skulptur med titlen »Photo«, gengivet i bogen »Hvorfor kunst?«, der bliver ved med at dukke op i tankerne hos billedkunstneren Cai Ulrich von Platen – og nu hos læseren. Den lille dreng ved den ternede voksdug kunne være dig selv eller dit barn. Udgangspunktet for det gribende værk er et familiefoto. Man forstår godt, at von Platen har dette værk med i sin kunstneriske bagage.

Det er en udbredt opfattelse i dag, at man skal råbe højt og bruge voldsomme vendinger for at blive hørt. Men får man rum til at udtrykke en nuanceret, personlig synsvinkel, er der chance for at få opmærksomhed – også uden at løfte stemmen. Antologien »Hvorfor kunst?« er et godt eksempel på behagelig stemmeføring og roligt åndedrag. En mulighed for koncentration.

»Hvorfor kunst?« bygger på en fin idé. Nemlig den at lade 31 kunstnere og kunstformidlere give deres personlige bud på kunstens betydning.

Bogens titel stiller reelt to vigtige spørgsmål: »Hvorfor er det kunst?« og »Hvorfor beskæftige sig med kunst?« I de bedste artikler er det lykkedes at skabe en helhed af den personlige oplevelse af kunstværket og et overordnet perspektiv, med et forsøg på at se det universelle i kunstværket.

Kunsten får os til at se – også dét, der ikke umiddelbart er synligt.

Som flere af bidragyderne, her iblandt Else Marie Bukdahl, er inde på det. Samme erkendelse fremhævede kunsthistorikeren Julius Lange, hvis klassiske tekst »Om kunstværdi« fra 1876 er genoptrykt i bogen. Mange af hans tanker er stadig vigtige. Dog er der ét punkt, hvor man kan se, at tiden er en anden. Som et karakterist-ikon ved den gode kunstner nævner Julius Lange »åndelig varme«. Lige netop det med varmen, skal man nok lede længere efter i dag.

Der er energi, atmosfære og engagement i hovedparten af teksterne i »Hvorfor kunst?«. Læseren har ikke vanskeligt ved at følge den ofte brændende optagethed. Bogens komposition er ikke kreativ. Den går alfabetisk frem efter forfatternavne og således ikke kronologisk eller grupperet efter temaer. Det er gerne jagten på kunstværkets hemmelighed, der driver skribenterne, og, som flere af bidragydere er inde på det, en voyeurisme. Man er med på en kigger. Det beskriver Mette Sandbye glimrende i sin artikel »Hvorfor fotografi« om den franske kunstner Sophie Calles fotografier. Lysten til at gå på opdagelse i værket og hermed lade sig forføre er beskrevet med lune af Torben Weirup i artiklen »Under overfladen« om mødet med kunstneren Niels Wamberg og hans værker.

Flere af artiklerne er skrevet på baggrund af en god blanding af undren og beundring. Carsten Thau skriver om John Singer Sargent og får læseren til at se efter en ekstra gang, når han taler om den suggestive rumfølelse, oplevelsen af, at rummet selv taler. Man er ikke i tvivl om, at det er alvor for flere af kunstnerne, når de ser på andre kunstneres værker. Som når billedhuggeren Elisabeth Toubro beundrer den frihed og voldsomhed, Jessica Stockholder udstillede med sine installationer i Kunsthallen Brandts i Odense 2005.

Såvel de reproducerede kunstværker som de personlige synsvinkler giver i mange tilfælde læseren lyst til selv at opsøge flere værker af de pågældende kunstnere til nye opdagelses- og erkendelsesrejser i kunsten.

Det er i sig selv et spring. Eller med von Platens ord, en muligheden for at befinde sig på en helt ny hjemmebane.