Overtroen lever videre

Psykologers fantasi og spåkoneudsagn ud fra tvivlsomme personlighedstests holder hjulene i gang for behandlernes milliardindustri, mener dagens kronikør, der i 17 år har været bisidder i henved 200 sager om tvangsmæssig fjernelse af børn.

For en del år siden verserede herhjemme den såkaldte stavepladesag. Det drejede sig om nogle plejeres eller pædagogers anvendelse af visse testplancher, staveplader, i deres arbejde med tungt debile. Ved hjælp af pladerne kunne de give disse ellers ordløse mennesker mulighed for at udtrykke sig. Resultatet blev i ét tilfælde en afsløring af tidligere incestuøse overgreb på en af de debile, hvis mor derfor blev politianmeldt.

Der udspandt sig heraf en heftig diskussion om stavepladernes værd, hvilket førte til nedsættelsen af en kommission, der efter stringente videnskabelige principper og under nøje kontrollerede vilkår skulle afgøre dette spørgsmål.

Kommissionen kunne efter omhyggelig undersøgelse konkludere, at stavepladerne var uden videnskabelig værdi, og at de påståede udsagn fra de debile blot var plejerens eller pædagogens fantasi, et naivt selvbedrag uden forsæt til svig.

Ikke kun den sigtede kvinde, men også alle andre, der havde næret stærk mistillid til metodens tro-værdighed, åndede lettet op: et stykke overtro, der tilmed kunne få ødelæggende konsekvenser for mennesker, var blevet bortryddet - troede man.Ingen var klar over, at stavepladeovertroen levede videre i bedste velgående vidt udbredt overalt i vort land.

Den har sin fortsatte eksistens i form af den såkaldte projektive testning, der anvendes af psykologer, hvor disse undersøger børn eller voksne. Disse tests er Rorschach-testen, der består af 10 standardiserede men helt tilfældige blækklatter, som successivt forelægges den, der undersøges (probanden) med en opfordring til om hver blækklat at udtale, hvad den synes at ligne.

En anden projektiv test er tegnetesten, især Baum-testen, der blot består i, at man lader probanden tegne et træ. En tredje er Lüscher-testen, der består af otte farvekort, som probanden skal lægge i rækkefølge efter sin prioritering af farverne.

Desuden, men da kun anvendt på børn, gives der CAT-testen, og Sceno-testen. Førstnævnte består i 10 tegninger af dyr hovedsagelig i menneskelige roller. Barnet bliver bedt om at fortælle, hvad der foregår på de enkelte billeder. Sceno-

Testen stiller barnet over for et stort antal af legetøjsfigurer og opfordrer det til at gå i gang med at lege med figurerne.

Ideen er, at personen i disse tests udtrykker (projicerer - heraf navnet) sit psykiske indre. Hvis dette overhovedet er rigtigt, er der i hvert fald tale om så lidt af det indre, at der, for at opnå noget der ligner et resultat, skal tilføjes en vidtgående tolkning fra psykologens side.

Men det sker også og i rigt mål. Det er, hvad jeg kan konstatere efter i 17 år at have været bisidder i henved 200 sager om tvangsmæssig fjernelse af børn. For en sådan sag gennemføres ikke uden en psykologisk testning med anvendelsen af én eller flere af de projektive tests, især med anvendelsen af Rorschach-testen.Og det er ikke noget argument, at disse tests i en undersøgelse af personen ikke står alene, for det er gennemgående i alle sager, at den alvorligste diagnosticering med de mest belastende konstateringer falder i den projektive testning. Her slår psykologen sin fantasi løs til omfattende ugunst for den undersøgte, der let stemples med 10-15 karakterbeskrivende negativa, men ikke sjældent med 20-30.

Om barnets mor har hendes tegning af et træ vist, at hun er »meget løst integreret personligheds-mæssigt«, »rummer emotionelle konflikter«, »er psykoinfantil«, »har dårlig impulskontrol«, og lignende, der jo ikke er en anbefaling af hende som mor.

At moderen eller barnet synes, at de forskellige Rorschach-blækklatter ligner f.eks. en flagermus, en vulkan, et pindsvin, en klokke, en træstub, en fladmast kat, en rose, et spøgelse, o.s.v., sætter psykologen i stand til ud fra ca. 20 sådanne svar vedr. de 10 klatter at konstatere så at sige alt angående personens indre og inderste sjæleliv

Der leveres herudfra i den psykologiske rapport konstateringer om mor eller barn såsom »begrænset evne til empati«, »skrøbelig personligheds-struktur«, »alvorlig følelsesmæssig udviklingsforstyrrelse«, »mangelfuld egostyrke«, »stor angst«, »indestængt følelsestryk«, »alvorlige identitetsproblemer«, »negativt selvbillede«, »stort indre kaos«, »emotionel skade«, »forstyrret affektforvaltning« - og meget andet af denne art af personlighedsskade eller karaktermangler, der bekræfter forvaltningens mening om, at en fjernelse af barnet er til dets bedste.

Samme bekræftelse af mistanken til en mors forældreevne modtager forvaltningen fra psykologen, når denne, fordi hun f.eks. har valgt farverækkefølgen blå, grøn, violet, rød, gul, hvid, brun og orange, kan oplyse, at hun »er lukket indadtil«, »har svært ved at gennemarbejde emotionelle problemer«, »rummer tegn på psykiske forstyrrelser«, »er meget egocentreret«, »har en umoden personlighed«, »er belastet indadtil«, »benytter et evasivt reaktionsmønster«.De projektive tests er ren pseudovidenskab.

De er et intellektuelt selvbedrag, et frit felt for psykologens fantasi og helt subjektive indfald, og deres diagnostiske bestemmelser er blotte spåkoneudsagn.

Trods dette benyttes de flittigt af de mange psykologer, der for god betaling betjener vore socialforvaltninger med bestillingsarbejder til brug ved tvangsfjernelser af børn.

Dette gode samarbejde er dybt forargeligt. Den stempling eller stigmatisering af mennesker, der leveres i de psykologiske erklæringer, viser en ansvarsløs holdning og kan kun karakteriseres som en etisk krænkelse.

Dette system, der for tusinder familier har hærgende konsekvenser, må bringes til ophør. Det må fordres, at forvaltningens brug af projektiv testning standses.

Man kunne begynde med en kommissionsundersøgelse af disse tests af den art, der fandt sted vedrørende stavepladerne. Jeg er ikke i tvivl om udfaldet af en sådan undersøgelse, hvis den gennemføres videnskabeligt forsvarligt. Den afvisende dom over testene er allerede fældet af en lang række fremtrædende forskere inden for psykologi og psykiatri (f.eks. Kauffman, Fahnér, Eysenck, Kringlen, Lilenfeld, Wood, Garb). Andre forskere har advaret mod dem, da de finder deres troværdighed for ringe (f.eks. Rand,

Johannesson, Wolman, Krauss, Sandström, Cronbach, Smith-Strömgren).Men det bliver sikkert svært således at få sandheden om de projektive tests frem og dermed deres brug afvist. Dertil er de alt for fortrinligt et middel for psykologen og alt for nødvendig en støtte for forvaltningen.

Sandheden er, at antallet af de tilfælde, der reelt kan - og bør - betinge en fjernelse af et barn, nemlig vold, vanrøgt, incest o.l., statistisk dokumenteret er alt for ringe til at kunne bringe udeanbringelserne op på det niveau, hvorpå det er nu.

Hele denne børneindustri til et beløb af omkring seks milliarder kroner, der holder hjulene i gang for et utal af behandlere - ca. 20 for hver sag.

Sagsbehandler, afdelingsleder, kontorchef, kurator, socialrådgiver, personudvalgsformand, socialchef, gruppeleder, børne-unge konsulent, familiekonsulent, juridisk konsulent, børnepsykiatrisk konsulent, socialformidler, terapeut, hjemme-hos, pædagoger, overvåger, o.s.v. behøver derfor dem, der er i stand til - blot i kraft af deres akademiske autoritet som cand. psych. - at fremstille et normalt barn som skadet, eller en normal mor som personlighedsinsufficient, og dermed bringe antallet af behandlingstilfælde højt nok op. Mener man, at jeg ikke kan forsvare denne påstand, da læs denne indberetning fra en psykolog til socialforvaltningen. Det drejer sig om en knap 4-årig dreng, der er anbragt på en institution på påstand om omsorgssvigt fra moderens side. Institutionens psykolog tester drengen og skriver i indberetningen:

Prøver: 1. Grovmotorisk udvikling: Dygtig til at bruge sin krop, besidder meget fin balance, bliver ikke hurtigt træt, er fuldt alderssvarende og klarer endda opgaver som ligger på et niveau udover, hvad der kan forventes af hans alder.

2. Personlig og social adfærd: Er fuldstændig selv-hjulpen, klarer denne delprøve fuldt alderssvarende og klarer også her opgaver, der hører et ældre aldersniveau til.

3. Sproglig prøve: Er enorm sikker i sine svar, klarer også forstandsspørgsmål, danner mange sætninger og har et stort aktivt ordforråd, bruger sproget meget. På grund af hans overlegenhed stilles der ham en opgave, der ellers stilles til 4,10-årige - hans svar er helt korrekte. Han er således også i denne delprøve fuldt ud alderssvarende og løser opgaver, der forventes at kunne løses af børn på fire år og derover.

4. Koordinering af øje og hånd: Også på dette område er hans præstationer over det, man almindeligvis forventer af et barn på hans alder.

5. Performance prøver: Klarer også denne prøve på et højt niveau.

6. Praktisk ræsonneren: Også i denne prøve viser han sin overlegenhed og han er fuldt ud alderssvarende.

Sammenfattende: Han er en meget velfungerende og dygtig dreng på alle områder, han er god i kontakten under prøverne og ved spontane møder i huset, socialt er han en dejlig dreng at have i børnegruppen. Han kan gå ind i en hvilken som helst leg, og han vil gerne have andre med i legen. Han forsøger at få en leg til at gå godt, selv om et meget forstyrrende barn er ødelæggende i forhold til det, der er i gang.

Konklusion: Han er følelsesmæssigt skadet. Han opleves som en »lille voksen«. Han må tilbydes terapeutisk hjælp.Yderligere interesserede henviser jeg til min bog: »Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager«, København 2003 (363 s.).