Overtro og kristendom

Kronikker: Er kristendom overtro? Ja, set udefra. Set fra f.eks. et naturvidenskabeligt synspunkt er den. Men så går man glip af en pointe subjektivitetens sandhed. Hvis man skal have noget ud af kristendommen, bliver man nødt til at forholde sig personligt til den.

tegning: claus bigum Fold sammen
Læs mere
Er der en forskel på religion og overtro? Det kommer jo an på, hvem der besvarer spørgsmålet. Var Shakespeare og Søren Kierkegaard overtroiske? Var de stakler der ikke vidste bedre, stakler der i dag ville have været klogere og vendt sig fra kristendommen for at blive rigtige filosoffer og samfundskritiske forfattere?

Shakespeare, der levede 1564-1616, kendte jo ikke den berømte Friedrich Nietzsche, han vidste ikke at »Gud er død« og at religionen blot er et middel til at undertrykke de stærke. Havde han vidst det, så ville han sikkert have vendt sig fra kristendommen og alligevel lader Shakespeare Richard III sige, at samvittigheden blot er et ord, der skal kujonere os, først skabt til at holde de stærke i ave. Jo, Shakespeare kendte åbenbart godt denne tankegang, men han afviste den. Shakespeare var uvidende om den postmoderne tanke der er ingen mening i Bibelen uden den vi selv lægger ind i den, der er lige så mange betydninger, som der er mennesker, der læser. Havde han vidst det, ville han sikkert ikke have holdt så dumsmart fast på, at verden var Guds og alligevel siger han i »Købmanden i Venedig«, at djævelen kan citere Bibelen, så det passer hans formål.

Problemet med kristendommen er ikke, at vi er blevet klogere, men at vi igennem vores skolesystem er blevet gjort objektive. Problemet er, at vi ikke forholder os personligt til kristendommen. Som Kierkegaard siger i »Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift«:

»Nei, hvis et Menneske simpelt og eenfoldigt vilde sige, at han var bekymret for sig selv, at det ikke hang rigtigt sammen med at han kaldte sig en Christen: saa vilde han ikke blive forfulgt eller henrettet, men man vilde see vredt til ham og sige: det er ret kjedeligt med det Menneske, at han skal gjøre Ophævelser over ingen Ting; hvorfor kan han ikke være ligesom vi Andre, der alle ere Christne; det er ligesom med F.F., der ikke kan gaae med en Hat som vi Andre, men skal være aparte. Var han gift, vilde hans Kone sige til ham: lille Mand, hvor kan Du nu faae saadanne Indfald; skulde Du ikke være en Christen? Du er jo Dansk; staaer der ikke i Geographien, at den luthersk-christelige Religion er den herskende i Danmark? For en Jøde er Du da ikke, en Mahomedaner heller ikke, hvad skulde Du vel saa være? Det er jo 1000 Aar siden, at Hedenskabet blev fortrængt, saa veed jeg da, Du er ingen Hedning. Passer Du ikke Dit Arbeide i Contoiret som en god Embedsmand, er Du ikke en god Undersaat i en christelig, i en luthersk-christelig Stat: saa er Du jo en Christen. See, saa objektive ere vi blevne, at selv en Embedsmands Kone argumenterer fra det Totale, fra Staten, fra Samfunds-Ideen, fra Geographiens Videnskabelighed til den Enkelte.«

For det er jo sådan, at man ikke kan finde fugls føde på den religion, man kun ser udefra; den er værdiløs, hvad enten man er positiv eller negativ over for den. I bedste fald er den lidt kuriøs, og man foretrækker derfor også at vælge de mere eksotiske religioner, når man nu alligevel har det på skoleskemaerne, for så er det måske ikke så kedeligt. Derfor undervises der ofte i indianerreligioner, buddhisme og livsanskuelse, islam og hinduisme, og måske i kristendommen set udefra, men sjældent (udover lidt Bibelhistorie) i kristendommen set indefra. Og da det er, når man forholder sig personligt til de store spørgsmål i kristendommen, tro og vantro, Guds søn eller bedrager, at kristendommen alene er spændende og betydningsfuld, så afholder man sig altså fra at komme tæt på det egentlige i kristendommen.

Sandheden er subjektiv, som Kierkegaard siger, hvilket betyder, at skal man have noget ud af kristendommen, må man forholde sig personligt til den, som når man får et brev fra en pige, man synes godt om, hvori hun skriver, at hun elsker en. Så kan man jo ikke uden at virke dum svare: »Kærlighed er en kemisk reaktion i hjernen«, men må personligt forholde sig til erklæringen og svare: »Jeg elsker også dig!« Eller: »Det kan ikke blive til noget med os to.« Når vi f.eks. læser i Ny Testamente, så kan det være en fordel at se det gennem de personer, vi møder der; finder vi os selv i deres synspunkter, så har vi pludselig en dialog i gang med Kristus, som kan få de mest overraskende følger. Vi kan jo forsøge at finde personer og meninger om Kristus, som ligner vores. Vi skal i den forbindelse ikke være bange for at søge efter disse meninger blandt de mennesker, som vi er vant til at betragte som onde. Når vi i dag f.eks. diskuterer, om der findes en sandhed eller bare mange forskellige udlægninger af sandheden, ja så har vi jo en naturlig allieret: Pontius Pilatus, der spørger Jesus: Hvad er sandhed? Og han viser også ved at vaske hænder og fralægge sig ethvert ansvar i drabet og korsfæstelsen af Jesus, at denne relativisme har sine konsekvenser, nemlig at man ikke vil slås for sandheden, som man ikke mener findes. Der er kun magtforhold, og tipper de, kan man blive nødt til at ofre en uskyldig for at beholde sin position i samfundet. Når vi læser på denne måde, finder vi ud af en sjov ting: at vi ikke er alene. Vi læser jo for at vide, at vi ikke er alene, for at fååbnet vores horisont i livet. Når man altså kigger i Ny Testamentes spejl, så skal man se efter sig selv. Når man ser efter sig selv i situationer og persontegninger, så finder man ud af, at man ikke er alene. De, som var som mig, levede før, levede samtidig med Kristus. Man skal som det andet kigge efter det, der åbner ens horisont, og det er jo i Ny Testamente Kristus. Der, hvor det er lettest at gå ind og hvor man finder det største persongalleri, er Lidelseshistorien. Her er alle samlet omkring Kristus på forskellig vis. Hvad sagde Kristus til dem direkte, og hvad siger han gennem dem indirekte til os? På Golgata står de jo alle sammen omkring korset. Farisæerne som ikke ville anfægtes af Kristus, ypperstepræsterne der kom for at se deres farlige modstander knækket, soldaterne som bare gjorde deres arbejde med hån og tortur og professionalisme, den bange discipel og de sørgende kvinder der havde troet på Kristus med en kærlighed, som ikke blev rokket, fordi han nu hang på korset, men som heller ikke havde forstået, hvad hans komme til verden og hans død på korset egentlig betød. Lidt længere ude i beretningerne hører vi om Kristus, når han møder Nikodemus, som er en repræsentant for den bekymrede materialisme, som er tiltrukket af kristendommen, men dog ikke kan få det til at passe med et fornuftigt verdensbillede. Natten mellem skærtorsdag og langfredag finder vi Peter i ypperstepræstens gård, hvor han for at redde sit eget liv og ikke dø for en mand, som han nu mener er fortabt, fornægter ham tre gange, inden hanen havde galet to gange.

Går man lidt rundt mellem disse personer, finder man ofte en person, der repræsenterer det syn, man selv har på kristendommen. Det kan være det tvivlende, det spottende, det blasfemiske, det troende, det håbefulde, det uforstående. Vi skal ikke være så indskrænkede, at vi kun holder os til de faste i troen, for sådan er vi jo ikke. Ny Testamente afspejler en lang række eksistenser, mennesker der forholder sig til den tømrersvend fra Nazaret, som sagde, han var Vejen, Sandheden og Livet.

Dermed bliver Ny Testamente mere end en bog og et historisk dokument. Og når man går rundt i dette landskab og identificerer sig med en af personerne, genkender sig selv i spejlet, så er det man umiddelbart flytter blikket hen på Kristus. Hvordan forholder han sig til mig i Peters, Judas, Kajfas, Marias eller i Nikodemus skikkelse? I det lys bliver vores forhold til kristendommen personligt, også hvis vi vælger at afvise den.

Er kristendommen overtro? Set udefra fra statistikker og sammenligninger og tabeller og anvendelse af naturvidenskab på eksistentielle forhold, er svaret ja. Spørgsmålet er så blot, om man har sagt noget væsentligt om Kristus, Shakespeare og Kierkegaard. Det spørgsmål kan ikke besvares ved, at man betragter det gamle hus udefra man må lære beboerne at kende først.