Overskuddet styrtdykker hos Mogens Palle

Tidligere har boksepromotor Mogens Palles virksomhed været en guldrandet forretning, men det var den langt fra sidste år, hvor Palles overskud styrtdykkede.

Mogens Palles forretning havde et skidt 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Landets førende boksepromotor Mogens Palle har tidligere tjent mange millioner på at arrangere store boksestævner med landets bedste boksere.

Sidste år var dog et skidt år for boksepromotoren og hans private selskab International Entertainment, der dækker over hans bokseforretning Team Palle.

Selskabet, hvis fornemste opgave er at arrangere boksestævner, tjente nemlig kun lidt over en halv million i 2008 mod 9,4 mio. kr. året før.

Det markant mindre overskud kommer til trods for, at Mogens Palle arrangerede tre udenlandske boksestævner og to på dansk grund, hvilket stort set er det samme som året før.

Alligevel er hans firmas bruttofortjeneste er faldet fra lidt over 11 mio. kr. til lige knap 1,9 mio. kr.

Til trods for den mindre aktivitet og den skrumpede bundlinje, har Mogens Palle formået at betale en stor del af på den gæld, selskabet tidligere har haft.

Således skyldte International Intertainment forrige år over 16 mio. kr. væk, men det beløb er nu barberet ned til lige knap 2,6 mio. kr.

Nederlag i seneste kamp
Ifølge Team Palles hjemmeside har Mogens Palle fortsat ti boksere tilknyttet sin virksomhed, og det seneste stævne foregik i Rusland, hvor den danske mester Claus Bertino tabte på teknisk knock-out i syvende omgang til den lokale helt Maxim Maslov.

Mogens Palle udtalte tidligere på året, at han var i gang med at nedtrappe for sine mange bokseforretninger og satsede på at en kamp mellem de to danske boksestjerner Mads Larsen og Mikkels Kessler skulle være hans sidste store arrangement.

Siden er der dog opstået stor uenighed mellem parterne, og både Mogens Palle-lejren og Mikkels Kesslers repræsentanter har gensidigt stævnet hinanden.

Business.dk arbejder på at få en kommentar fra Mogens Palle.