Overflødig forargelse

Åbenheden om ministres økonomi viser nu sin værdi

Den lette forargelse blev luftet, da transportminister Flemming Hansen pludselig fik en tur i den moralske mediemaskine på grund af sine aktiebeholdninger. Som enhver siden januar har kunnet se på Statsministeriets hjemmeside, ejer ministeren aktier i Danisco og Novo Nordisk, som beskæftiger sig med biobrændsel, hvilket ministeren også gør. Ganske vist har ministeren længe været modstander af at støtte biobrændsler i Danmark, men teoretisk er der jo en mulighed for, at hans holdning til biobrændsel kunne påvirke de pågældende virksomheders aktiekurs i den ene eller den anden retning. Frygten for fnidder har derfor fået ministeren til at straks at love at afluse sine aktiedepoter for biobrændsel, skønt de til daglig administreres i pensionsdepoter. Ministeren har også lovet at sælge sine aktier i post og jernbane. Ganske vist er der tale om meget store foretagender, hvis fremtid er uden for ministerens kontrol, eftersom firmaerne er tyske. Men det anfægter ikke dem, der har øje for fnidder.

Vel skal ministre tænke sig om, inden de investerer deres større eller mindre formuer. Virksomheder med betydende afhængighed af en ministers aktivitet skal ministeren og hans partner holde sig langt fra. Men ingen minister er uden teoretisk mulighed for at kunne påvirke en virksomhed med henblik på egen vinding. Udenrigsministeren ejer for eksempel nogle få aktier i A.P. Møller og andre succesfulde eksportvirksomheder. Man ser for sig, hvordan han skæver til sine beholdninger, når han arbejder for at fremme dansk eksport til udlandet. Vicestatsminister Bendt Bendtsen har ingen aktier af større værdi, men han er da gårdejer. Som økonomi- og erhvervsminister kan han nok give landbruget en hjælpende hånd her og der. Skal slægtsgården derfor sættes til salg? Familie- og forbrugerministerens ministerområde omfatter ikke mindre møbelfabrikker som den, hun ejer, men mon ikke hun med lidt ond vilje kunne mistænkes for at lade fødevarekontrollen se mildt på fabrikkens kantine, hvis den ellers har sådan en?

I mange år har det været fuldstændig fast praksis, at ministre ikke har andre hverv bortset fra medlemsskab af gardeforeninger eller Rotary. Men det er pjat, hvis man nu reelt forlanger, at ministre ikke må eje andet end kontanter, en bolig og det tøj, de har på. Og det er hvad man forlanger, hvis man ikke tillader en landbrugsminister at eje en bondegård eller en transportminister at eje en aktie i tysk post, fordi det har en mindre aktivitet i Danmark.

I denne sag har åbenheden om ministrenes økonomi virket efter hensigten, for den har afværget påstande om skjulte interesser. Trafikministerens sag eller mangel på samme kommer vi derfor næppe til at høre meget mere om. Det, der burde debatteres langt livligere, er folketingsmedlemmers fortsatte nej til at acceptere det samme forhold til skattevæsenet, som borgerne må tåle. De insisterer stadig på at modtage store beløb skattefrit for udgifter uden dokumentation og boligtilskud og frirejser i en klasse helt for sig selv. Men i den sag er der ikke nogen stor forargelse i Folketinget.