»Nordamerikas bedste bar« serverer cocktails på femstjernet københavnerhotel

AOK
Oplevelser
Guide

Tivolis store madfestival er netop skudt i gang, og i den forbindelse bliver der afholdt et særligt cocktailarrangement. Det er også nu, Copenhagen Beer Festival indbyder alle til at dykke ned i øllets historie og smage på humle til arrangementer spredt over byen. Det kan sågar kombineres med en tur i spabad.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Weekenden er over os, og der er ingen grund til kedsomhed. Her er ti gode oplevelser i København lige nu.

1

Ti dage med øl

Efter et par hårde år for landets festivaler, er der fuld drøn på dette forår, hvor vi igen kan mødes uden mundbind og dykke ned i en fælles interesse.

Det kunne for eksempel være øl. I hvert fald blev Copenhagen Beer Week skudt i gang forleden med arrangementer over hele byen – for eksempel ølvandringer, »beertails«, ølsmagninger og ølkor fordelt på byens barer, restauranter og museer. Det er sågar muligt at besøge det relativt nye spabad Aire i Carlsbergbyen, hvor man kan få en »Beer Spa Experience«.

Copenhagen Beer Week samler bryggerier fra hele landet for at sætte spot på øllets rolle i vores kultur. Centrum er på Israels Plads, som transformeres til et stort »øltorv«, hvor flere end 30 bryggerier er repræsenteret.

Copenhagen Beer Week arrangeres af Food Organisation of Denmark.

Læs mere her.

2

Mad, cocktails og helstegte dyr

Det er også nu, at Tivoli skyder sin gastronomiske »Tivoli Food Festival« i gang.

Det betyder 18 dage med alt fra »grillmekka« med helstegte dyr, smørrebrødsbattle med Adam Price, særmenuer på Tivolis restauranter, »Food tour« med adgang til smagsoplevelser rundt om i Tivoli og kage i lange baner, når Folkehuset Absalon indtager den gamle have og afholder »sukkerbanko« i selskab med Tobias Hamann, Markus Grigo og Mette Blomsterberg.

I løbet af festivalen kan man desuden deltage i arrangementet Nimb x NoMad, hvor bartendere fra Hotel Nimb mikser cocktails sammen med cocktaileksperter fra NoMad Bar, der oprindelig åbnede på et hotel af samme navn i New York, og som blandt andet har været kåret til Nordamerikas bedste. I dag har NoMad hoteller i London, Los Angeles og Las Vegas.

Læs mere her.

3

Hyldest til arkitekturens kvinder

Bededagsferien byder på en udstilling, der hylder kvindelige arkitekters ofte oversete bedrifter.

»Kvinder skaber rum« åbner fredag på Dansk Arkitektur Center, og her er der mulighed for at blive klogere på de mange kvinder, der har været med til at forme arkitekturen gennem mange år.

For eksempel vil det muligvis komme som en overraskelse for nogle, at det var Hanne og ikke Poul Kjærholm, der tegnede parrets villa i Rungsted. Eller at køkkenarkitekten Ulla Tafdrup var den, der fik ideen til åbne køkkenet mod opholdsstuen – hvilket senere førte til køkkenalrummet. Læg hertil, at det var tre kvindelige arkitekter, Ragna Grubb, Karen Hvistendahl og Ingeborg Schmidt, som gik forrest i debatten om at give børn deres eget værelse.

Samtidige arkitekter som Lene Tranberg og Dorte Mandrup er naturligvis også repræsenteret på udstillingen, der desuden har installationer fra internationale tegnestuer såsom Tatiana Bilbao Estudio, Helen & Hard og Ensamble Studio.

Læs mere her.

4

Mysteriet om neandertalerne

De forsvandt for cirka 40.000 år siden og kaldes »vores nærmeste, uddøde slægtninge«. Men hvem var neandertalerne egentlig? Det spørgsmål har forskere stillet sig selv gennem tiden, og nu er der mulighed for rent faktisk at blive klogere på den menneskeart, som de fleste af os bærer dna fra.

Statens Naturhistoriske Museum har åbnet en særudstilling, som både skildrer det liv, neandertalerne levede, og de mysterier, der har omgærdet dem.

Læs artikel om udstillingen her.

»Neandertalerne har fungeret som et primitivt modbillede til vores egen menneskelighed, et modbillede, der fremhævede de moderne menneskes fortræffelighed og overlegenhed. De senere år har vi lært så meget nyt, at det billede er vendt på hovedet,« siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum og professor i evolutionshistorie.

Han tilføjer:

»Der har eksisteret omkring 25 forskellige menneskearter på Jorden. Alle på nær én er forsvundet. Nu er der kun os tilbage.«

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Moesgaard Museum.

Læs mere her.

 

5

Snup en shawarma i solen

Der er også masser af sol i weekenden, og er du en af dem, der nyder en shawarma med eller uden tømmermænd, der er godt nyt.

Vores anmelder Søren Jacobsen Damm har spist sig igennem otte forskellige og givet dem stjerner i årets store test, som du kan læse her.

Hans konklusion er overordnet, at kampen primært står mellem  »Nørrebrogades klassiske shawarmaer og de nye »hipster-kebabber«, der skyder op primært på Vesterbro«.

Særligt et sted udmærkede sig og slår med det maksimale antal stjerner forrige års testvinder af shawarma-tronen.

6

Tid til gademad

Byens udendørs madmarkeder er for længst genåbnet – herunder Broens Gadekøkken, der i år har helt nye navne på programmet, for eksempel Simple Feast, der har specialiseret sig i veganske retter, ligesom District Tonkin er rykket ind med vietnamesiske retter.

Lidt længere ude – på Refshaleøen – er Reffen genåbnet med en opgraderet rosébar og en ny bar og natklub, Werkstatt. Sidstnævnte holder til i B&Ws gamle maskinhal, som har fået en overhaling og nu inviterer DJs fra ind- og udland til at sætte gang i dansegulvet.

Læs mere her.

7

Rejekællinger og hattedamer

Kunstforeningen Gammel Strand åbnede for nylig to nye udstillinger. Den ene med den finske maler Konrad Mägi under titlen »Det gådefulde maleri«, mens den anden hedder »Walking Debt«.

Bag sidstnævnte står den unge københavnske billedkunstner Anna Stahn, som tager afsæt i området omkring Gammel Strand. Læs om hendes tanker bag i dette interview, hvor hun også langer ud efter en særlig vane, hun har observeret blandt københavnere.

I udstillingen er der referencer til fortidens fiskerkoner på Gammel Strand, til sexarbejderne i københavnske sidegader (med fiskenavne som Laksegade og Hummergade) og til hattedamerne, der boede i byens finere forhuse. Anna Stahn har indrettet udstillingsrummet som et byrum med både bænke og en boulevard. Hertil kommer damesko med fisk.

Læs mere her.

 

8

Fascinerende smykker

Bertel Thorvaldsen var som bekendt dybt fascineret af antikken og samlede blandt andet på smykkesten fra den tid. Nu er det muligt at se Thorvaldsens smykkesamling, som er en af verdens største. Her er guldindfattede signetringe og udskårne sten af materialer som ametyst, karneol og bjergkrystal.

Udstillingen »Dyrebar« viser ikke kun stenene, men fortæller for eksempel også historien om, hvordan de oprindeligt blev brugt til at forsegle fortrolige dokumenter.

I løbet af de næste måneder ledsages udstillingen af en række særarrangementer for alle, der vil vide endnu mere.

 

9

På tur med H.C. Andersen

Danmarks nationaldigter var kun 14 år, da han drog til København for at slå sig ned i hovedstaden. Selv beskrev han sin ankomst således:

»Mandag morgen den sjette September 1819 saae jeg fra Frederiksberg Banke første Gang Kjøbenhavn; derude steg jeg af med min lille Bylt og gik igennem Haven, den lange Allee og Forstaden ind i Byen.«

Netop her – omkring Frederiksberg Have – kan man spadsere sig en god tur i smukke omgivelser i selskab med H.C. Andersen. Det er firmaet StoryHunt, der har skabt en interaktiv oplevelse, som skildrer forfatterens Frederiksberg.

Den hedder »Vejen til drømmene« og foregår sådan, at man køber sin billet og sætter hovedtelefonerne i ørerne. Mens man går rundt i haven, får man en række interessante oplysninger om de steder, man passerer. På rutens 12 stop kommer man også omkring Frederiksberg Kirkegård. Turen ender ved museet Bakkehuset, hvor man kan lære mere om H. C. Andersen.

Turen varer en-to timer og byder også på en dialog mellem den unge og den ældre H.C. Andersen. Den modne forfatter beder for eksempel den unge om »ikke at hvile på laurbærrene«, da han skal »nå at skrive hele 157 eventyr«. Og den samtale fortsætter og kommer også omkring kærligheden. Da den unge H.C. på klingende fynsk spørger: »Hvad med kærligheden«? svarer hans ældre jeg med et: »Det er kompliceret«.

Det koster 99 kroner at få adgang til turen, som til gengæld kan bruges et ubegrænset antal gange. Med i prisen er også en indgangsbillet til Bakkehuset, som normalt tager 80 kroner i entré.

Se traileren her:

10

Ny ølbar på Nørrebro

Københavnerne er i stigende grad begyndt at tage byens tage i brug, og flere steder kan man slå sig ned på en tagterrasse med et glas vin.

Læs om byens spektakulære tagterrasser her.

Nu er endnu et sted åbnet for alle, der kan lide se det hele lidt fra oven. Der hedder »Midsommar x Höganäs«, ligger mellem Blågårdsgade og Nørrebrogade og er en kombination af en ølbar og en restaurant.

Mens stedets biergarten med udekøkken ligger i gården, kan man tage turen (i elevator, hvis man synes) op til tagterrassen, hvor der er bar med udsigt over byen.

Både på jorden og på taget kan man drikke og spise. Menuen byder på alt fra røget kyllingelår og gedeost til grillet vandmelon, mens drikkevarerne består af specialøl fra Höganäs bryggeri, vine fra Husted Vine og diverse cocktails.