Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er ferie. Det er festivaltid. Og vi er delvis ude af dvaletilstanden. Så hvorfor ikke gå om bord i de mange tilbud, København byder på lige nu?
Her er seks festivaler, der kan gøre sommeren 2021 en hel del sjovere.
Tid til jazz
Når børnene er gået på sommerferie, rykker jazzen ind i gader, på pladser, i teatre, klubber og i koncertsale i hele byen.
Sådan har det været i mange år, og efter en pause i 2021 er Copenhagen Jazz Festival, der har eksisteret siden 1979, tilbage med et program, der strækker sig over 24 dage med flere end 1.000 koncerter fordelt på over 100 scener rundt omkring i København og på Frederiksberg.
Programmet, der både indeholder dansk og international jazz, er bygget op omkring en række temaer. Her er blandt andet børnejazz, 21th Century Jazz, Future Sound jazz, Special Projects og Something Else – sidstnævnte med navne som Jakob Bellens og Peter Sommer.
Hvis ikke du har fået læst programmet, så tag cyklen en tur rundt i gader og stræder fra i dag – det er allerede i fuld sving derude.
Alternativt: Læs meget mere her
Hvad: Copenhagen Jazzfestival
Hvor: Hele byen
Hvornår: Til og med 24. juli
Klassisk under åben himmel
Ofelia Plads har i den grad vist, at det er muligt at samle københavnerne til arrangementer langs havnen. Og det er ikke kun fodbold på storskærm, denne sommer byder på.
Klassisk på Kyssetrappen er en koncertrække, som strækker sig over hele sommeren. De forskellige optrædende indtager en nybygget koncertpram, der netop ligger ved Kyssetrappen ned mod Kvæsthusbassinet, og herfra kan man få sig en musikalsk oplevelse.
Programmet indeholder navne som Soleima, der spiller 8. juli, mens cellisten Andreas Brantelid og harmonikanist Bjarke Mogensen er på sidst i juli. I løbet af august vil der også være mulighed for at høre svenske Jenny Wilson, der sammen med sekstetten Who Killed Bambi blander synthpop og klassisk.
Ikke meget er gratis i København – men det er disse koncerter faktisk. Dog kræver det, at man bestiller en billet, hvilket man kan en måned før, arrangementet afholdes.
Det er ejendomsselskabet Jeudan og Det Kongelige Teater, som siden 2017 har inviteret til klassisk i det fri.
Hvad: Klassisk på Kyssetrappen
Hvor: Ofelia Beach / Kyssetrappen ned mod Kvæsthusbassinet
Hvornår: Juli og august
Rock på Kastellet
For fem år siden så ENGAGE-Festival dagens lys. Den er er arrangeret af Veteranfonden, som gerne vil skabe mere opmærksomhed omkring de 40.000 danske krigsveteraner, der har været udsendt siden 1992 – og støtte dem og deres pårørende.
De første tre år blev festivalen afholdt på Refshaleøen, mens Kastellet sidste år dannede ramme om fem små koncerter.
Det er også her – på Kastellet – at bands som TV-2, Hotel Hunger, The Sandmen, D-A-D. og Andreas Odbjerg går på scenen 23. og 24. juli i år.
En dagsbillet koster 399-499 kroner for en fredagsbillet og 499-599 kroner for en billet til lørdagen. Festivalen afholder desuden en koncertdag i Skive i august.
Hvad: ENGAGE-Festival
Hvor: Kastellet
Hvornår: 23. og 24. juli
Opera i alle afskygninger
Ligesom jazzen, måtte operaen sidste år holde en uønsket pause. Men til august er der igen basis for at få sang i øregangene mange forskellige steder byen, når Copenhagen Opera Festival inviterer til et væld af koncerter inde som ude.
I år byder programmet blandt andet på åbningskoncerten Viva Verismo! med Tivoli Copenhagen Phil, et nyskrevet operaeventyr for hele familien over tre H.C. Andersen eventyr og cirkusoperaen Pagliacci i Søholm Operas opsætning – for blot at nævne nogle få.
Festivalen, der grundlagt i 2009, har som noget nyt sin hovedscene på Den Røde Plads på Nørrebro, mens koncerterne er spredt over hele byen.
Hvad: Copenhagen Opera Festival
Hvor: Hele byen – med Den Røde Plads som hovedscene.
Hvornår: 19.–28. august
Gastronomi i byen
Danmarks største madfestival, Copenhagen Cooking, er tilbage med et program, der indeholder 60 forskellige arrangementer. Her vil være alt fra langbordsmiddage og søndagsfrokoster til skaldyr ledsaget af østeuropæiske vine.
Det er 18. gang, festivalen fylder byrummet med Israels Plads som sit centrum, men med et væld af oplevelser i hele København og på Frederiksberg.
Festivalen kommer også til at skæve til fortiden med en fejring af pølsevognens 100-års jubilæum – og en gentænkning af »den varme hund«, ligesom smørrebrødet har fået tilegnet sin egen dag.
Som en del af Copenhagen Cooking rykker en stor høstfest ind på Frederiksberg, hvor du kan være med til at byde sensommeren velkommen.
Hvad: Copenhagen Cooking
Hvor: Hele byen
Hvornår: 20.–29. august
Højt belagt i Tivoli
Den gamle have har på det seneste skruet gevaldigt op for det gastronomiske niveau med flere nye restauranter i permanent- og popup-format. Netop nu kan man for eksempel smage en menu fra AOC i Det Japanske Tårn.
Som et årligt indslag, har den danske specialitet smørrebrød sin egen lille festival, som også finder sted, når sommeren går på hæld.
Det sker i H.C. Andersen Slottet, hvor der dækkes op ved langborde med rød- og hvidternede duge serveres højtbelagt – både klassiske og nye versioner. Det hele ledsaget af jazz – og drikkevarer med eller uden promille.
Smørrebrødsfestivalen er en del af Mad & Vin Festivalen, som varer helt til 28. september, og hvor Danmarks bedste sommelier 2021 også kåres.
Hvad: Smørrebrødsfestival
Hvor: H.C. Andersen Slottet – indgang via Tivoli
Hvornår: Lørdag 11. og 18. september
Pris: 595 kroner inkl. entré til Tivoli / 495 kroner ekskl. entré til Tivoli