Lige nu er fuglenes efterårstræk på sit højeste, og det giver rig mulighed for at observere store mængder rovfugle, der svæver ind fra Sverige over de nordsjællandske skove.
Et af de gode steder at sætte sig tilrette med en kikkert er Nationalpark Kongernes Nordsjælland – eksempelvis ved Skansebakken i Hillerød (nær p-plads for østenden af Skansevej), ved Kronborg (nordbastionen), ved Hellebæk Kohave (ved den centrale p-plads) og ved Hundested.
På gode dage kan man se flere hundrede musvåger, oplyser Naturstyrelsen, der også fortæller, at de heldige vil kunne spotte alt fra spurvehøge og røde glenter til havørne.
Læg hertil 1000-tallige flokke af ringduer, gæs og småfugle. Sidstnævnte er især aktive først på dagen, mens rovfuglene står op til ‘direktørtid’.


