Chief 1 giver ikke meget for københavnere, der brokker sig over larm: »Hvis du ikke kan lide lugten af tjald, skal du jo heller ikke flytte ud på Staden«

Mit København: Lars Pedersen alias Chief 1 er født og opvokset på Amager, og stod det til ham, skulle kommunen holde sig fra Fælleden. Sangeren og produceren mener desuden, at for mange københavnere klager over støj.

Hvis Chief 1 blev overborgmester i København, ville han som det første stoppe alle planer om at bygge på Fælleden, fortæller han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad tænker du om København under covid-19?
»Elvis Costello har skrevet sangen »All This Useless Beauty«. Det samme kan jeg sige om København under pandemien. Følelser, der er sat på pause. Dufte, der er sat på hold. Det er heldigvis ikke en spøgelsesby »for good«. Håbet ligger og dufter i form af forårsblomsterne, der titter frem.«

Hvilket sted i København holder du mest af?
»Jeg var i Kongelunden i går. Jeg tog derud med mine forældre, min kæreste og min søn. Jeg ville vise min søn det område, hvor jeg tilbragte en stor del af min barndom. Der er fuldstændig magisk derude – og det er blevet endnu mere magisk, efter at de har lavet Amarminoen og alle de her ting. Det er et magisk hideaway. Ligesom New York har Central Park, har København Fælleden.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var overborgmester, ville jeg …
»... sikre, at København ikke går i den fælde, at der skal bygges overalt. Når først naturen er væk, kommer den ikke igen. Så det er umådeligt vigtigt, at vi lige holder tungen lige i munden og lader Fælleden være som det magiske åndehul, den er. Det har vi københavnere brug for. Det er en kæmpe, giga katastrofe, hvis der skal bygges mere derude. Jeg ved godt, at der er folk, der mangler et sted at bo, men det må blive et andet sted. Der skal ikke urbaniseres mere på Fælleden – det skal simpelthen stoppe.«

Københavnerne skal holde op med at brokke sig over støj, mener Chief 1. Selv bor han i Vanløse – men han kommer af og til her på Fælleden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Hvor går du ud i København – når du skal spise? Eller hvis du bare skal have en drink (eller flere)?
»Jeg elsker mad og musik – det hører sammen for mig. Jeg er kæmpe fan af Bistro Boheme og Per Thøstesen – stemningen og maden. Det er topklasse. Lige så meget elsker jeg at gå ind på den originale shawarmabar Shawarma Grillhouse på Strøget. Min ven Søren Haahr fra bandet Infernal har åbnet Restaurant Bistro 1620 på Vesterbros Torv. Her kan man sidde udenfor og betragte alt fra bænkefolk og posemennesker til unge mennesker. Der er stadig noget af duften af det gamle Vesterbro.«

Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?
»Amager ligner ikke længere den del af byen, jeg voksede op i. Det er blevet meget østerbrosk. Da alle fabrikkerne lukkede, var det naturligt, at nogen sagde »wow, en udsigt!«, og at man begyndte at bygge ved Amager Strand. Men det betød, at der gik der lidt inflation i at bo på Amager – og at det blev dyrt.

Islands Brygge er et andet af de steder, der har forvandlet sig voldsomt. Jeg kan huske Sojakagen (Sojakagefabrikken, red.) – den der sødlige lugt hver dag klokken 12. Jeg synes godt, man kunne havde opført noget mere harmonisk arkitektur, da man begyndte at bygge på Bryggen. Noget der passede bedre ind i omgivelserne.«

Chief 1 er født og opvokset på Amager, og han er en de københavnere, der ikke ønsker, at der skal bygges på Fælleden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Hvilke steder/bygninger ville du vise en udenlandsk gæst?
»Jeg ville starte med ruinerne under Christiansborg Slot. Man kan blandt andet se voldgraven og de gamle toiletter tilbage fra Leonora Christina tid – og så kan man se fundamentet til Blåtårn, hvor hun sad indespærret. Det er virkelig fascinerende.

Jeg ville også gå en tur i Indre By og bare sige: »Kig op på alle de smukke spir og facader!« Da man byggede den del af byen, smækkede man ikke bare et eller andet op for at sælge det. Man byggede det for at vise, hvor smukt det kunne gøres med delikate, små detaljer. Og så skulle vi gå en tur over Rådhuspladsen. Der har man jo nærmest ikke kunnet gå, siden Olsen Banden-filmene blev optaget, men nu er det endelig muligt igen.«

Hvad ville du undgå at vise?
»Jeg har altid syntes, at Palads, som det har set ud siden 1989, er grimt. Jeg forstår ikke, at det skulle have sådan et pastel-firserlook. Jeg synes, man skulle male det hvidt – som det var i gamle dage. Så her ville jeg nok sige »Kig lige den anden vej – hen mod Tivoli!«, hvis jeg havde en gæst med.«

Hvad mener du er en skamplet på København?
»Vores gamle strøg er desværre gået hen og blevet en skamplet. I starten af 80erne var det en af de største oplevelser for mig at komme ind og danse breakdance på Strøget – følelsen af den her lange strækning, der hele tiden bød på nye oplevelser. Der var punkertorvet og Storkespringvandet, der var »Sanger-Søren«, der var breakdance. Det var ligesom at gå gennem forskellige kulturpassager. Og så var der i øvrigt alle de små specialbutikker. Der var én, som kun solgte badges og T-shirts med alt fra Sex Pistols til Duran Duran. I dag kan du få en pølse og et par gummisko i samme butik. Desuden er halvdelen af butikkerne tomme, og resten er strømlinede. Det er trist.«

Hvad er din seneste kulturoplevelse i København?
»Da jeg selv spillede inde på Toldboden i august – selv om det lyder lidt selvfedt, men det er den bitre sandhed. Det var der, hvor vi lige havde fået lov til at gå lidt ud. Det var en helt mirakuløs følelse at stå udendørs. Folk sad med fadøl og solbriller. Der kunne jeg godt have fastfrosset tiden med en remote control.«

Hvad er det første, du skal, når byen åbner for alvor?
»Jeg skal ud og besøge restauranterne og nogle af mine bekendte, som driver restauranter. Dem skal jeg ud og støtte igen. Jeg skal også på den klassiske tur – Tivoli, Rundetårn og Zoologisk Museum. Alt det, vi før har taget for givet. Min søn skal selvfølgelig med mig rundt.«

Københavnerne skal forstå, at de bor i en metropol, og at man må flytte ud, hvis man vil have fred og ro, mener Chief 1. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Hvad mangler København for at blive verdens fedeste by?
»Nogle mindre spillesteder a la Vega. Og små butikker. Det er min drøm, at specialbutikkerne kunne have en husleje, som gjorde, at de kunne overleve. Det handler også om københavnerne. Vi græder, når de små butikker lukker, men vi glemmer at støtte dem, mens de er her.«

Hvad skal københavnerne blive bedre til?
»Mangfoldighed og rummelighed. Vi skal forstå, at København er en storby og en metropol, så det nytter ikke noget, at du flytter ind til København for at få fred og ro. Det nytter ikke, at du flytter tæt på Tivoli og brokker dig over, at der er fredagsrock. Det nytter ikke, at du bosætter dig oven på At Dolores og brokker dig over, at der står folk udenfor klokken 4 om morgenen. Sådan er det bare – det er en del af kulturen. Selvfølgelig er der et paradoks i at sige, at vi skal være bedre til at rumme hinanden, for så gælder det jo også den anden vej, men der er bare nogle steder, der er beregnet til nogle ting. Hvis du ikke kan lide lugten af tjald, skal du jo heller ikke flytte ud på Staden. Rummelighed, men samtidig også en forståelse for, at der nogle ting, som bare er, som de er.«

Hvis du skulle en købe en ny lejlighed i morgen, hvor skulle den så ligge?
»Jeg elsker vand, så før eller siden ender jeg ved et sted ved vandet. Men det ville ikke sige mig noget at bo oppe ved Strandvejen. Jeg ville føle, at det var alt for grotesk dyrt, når man kunne bo alle mulige andre steder med god udsigt. Materialisme og penge interesserer mig ikke, det er friheden, der interesserer mig. At kunne vågne og kigge ud over havet eller i et naturområde tæt på byen. Indtil videre er jeg fantastisk godt tilfreds i Vanløse – selv om det ikke har noget vand. Der er en sjov balance mellem det Amager, jeg er vokset op på, og noget Frederiksberg. Det trives jeg godt i.«

En dag vil Chief 1 gerne bo ved vandet, men indtil videre er han godt tilfreds med Vanløse, og med at han kan tage metroen til Amager Fælled. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.