Vold mod demokratiet

Vold er et uacceptabelt udtryksmiddel, og accept af minoriteter og autonomes vold undergraver demokratiet.

Vold mod demokratiet - 1
Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Udbrændte biler, natlige optøjer og voldelige konfrontationer imellem politi og unge gerningsmænd er blevet en uhyggelig og omsiggribende begivenhed i flere danske byer. Og der er desværre ikke udsigt til, at vi i fremtiden vil komme til at se mindre af denne »gadens« vold. Det triste er, at en væsentlig del af ansvaret for denne opblussen af kollektive voldshandlinger ligger på skuldrene af centrale meningsdannere og politikere, og skyldes, at man fra politisk hold indirekte har accepteret vold som en halvlegitim politisk udtryksform i vores samfund.

Der har til alle tider været tilfælde, hvor grupper i samfundet har grebet til vold for at fremme en mere eller mindre diffus politisk agenda. Mange af disse grupper har ikke overraskende deres politiske udspring på de yderste politiske fløje. Men det seneste år har vi ikke desto mindre set en markant opblussen af »gadens« vold – og dette udspringer af kontroversen om ungdomshuset på Jagtvejen i København.

Ungdomshuset og de begivenheder, der udspillede sig omkring dets lukning, er både symptomatiske for og medvirkende til, at vold i dag har fået et halvlegitimt brohoved i vores demokrati – et ståsted som vil udgøre en allestedsnærværende trussel mod demokratiet som styreform. Årsagen til, at vold har fået foden inden for i det demokratiske system, skyldes to reaktioner fra samfundets side.

For det første er vold udøvet af bestemte grupper i dag indrammet i en diskurs af forståelse. På den ene side beklages anvendelsen af vold, men på den anden side har man accepteret voldsudøvernes påstand om »frustration« og den tilhørende påstand om, at vold er den eneste kommunikationsform, som voldsudøveren har adgang til for at komme politisk til orde.

For det andet har volden i flere tilfælde rent faktisk fungeret som et effektivt redskab til at få politisk indflydelse. Helt konkret forhandles der i øjeblikket om placeringen af et nyt ungdomshus, som vil komme til sat huse de samme personer som med vold udtrykte deres utilfredshed med en legitim politisk og demokratisk beslutning.

Ligesom i tilfældet terrorisme, så kan organiseret og kollektive gadeoptøjer ikke tvinge et politisk system til underkastelse. Vold er ikke i sig selv en magtudøvelse – det er en erstatning for magt. Men selv en erstatning kan virke effektivt, og volden kan få et magtapparat til at reagere på en måde, der er opportun for voldsudøveren. I tilfældet Ungdomshuset, har volden virket over al forventning.

Det er således vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er de såkaldt »autonome« eller »frustrerede« efterkommere af indvanderfamilier, der har skabt det politiske grundlag for den vold, vi ser. De udnytter bare, at visse danske politikere og meningsdannere er villige til at anerkende en vis legitimitet omkring voldsudøvelser, såfremt, at den voldelige gruppe kan præsentere sin politiske agenda med termer som »frustration« og med reference til en særlig offerrolle i vores samfund. Og hvad både det autonome miljø og unge danskere med minoritetsbaggrund har opnået, er en udbredt politisk anerkendelse af deres »udsatte« status.

Problemet er selvfølgelig, at kæden er hoppet af allerede i det øjeblik, et demokratisk samfund er villig til at betragte et politisk budskab som løsrevet fra den måde som budskabet fremlægges på. I et demokrati skal man konsekvent nægte at lytte og vise forståelse for en hvilken som helst politisk agenda, uanset merit, som bliver fremlagt i kølvandet på vold. Dette bør i et demokrati være et ufravigeligt princip, og alt andet udtrykker en grundlæggende mistillid til demokratiet som styreform. Derfor kan vi som demokratiske borgere kun være dybt frustrerede over for den manglende insisteren på demokratiets spilleregler, som vi oplever fra en del af vore politikere.

Sagen er den, at det demokratiske samfund har en række institutioner hvorigennem den individuelle borger eller en forsamling af disse kan fremkomme med deres utilfredshed med det politiske status quo. Det gælder bredt retten til ytringsfrihed igennem skrift og tale, og via lovligt anmeldte og fredelige demonstrationer. Man kan også vælge at træde ind i det politiske system, hvilket både folk fra den yderste venstrefløj og folk med minoritetsbaggrund har haft succes med. Et politisk system skal muliggøre disse former for politisk udtryk for med rette at kunne smykke sig med betegnelsen »demokrati«. Men samtidig er det alfa og omega, at de politiske udtryksformer begrænser sig til disse fredelige og demokratiske midler – ellers undergraver demokratiet sig selv.

Det kan meget vel være, at de føromtalte utilfredse grupper ikke mener, at de kan få deres budskab igennem det demokratiske system. Men dette er irrelevant på flere planer.

For det første, så har ingen borger krav på, at der skal tages særligt hensyn til vedkommende i en politisk beslutning. En beslutnings legitimitet knytter sig an til den politiske proces som leder til beslutningen – legitimiteten angår ikke beslutningens indhold så længe dette indhold er i overensstemmelse med landets grundlov.

For det andet, så er det noget notorisk vrøvl, at det demokratiske system i Danmark skulle være af en sådan karakter, at kun vold er politisk effektivt til at nå et politisk mål. Som nævnt er der mange måder at skabe demokratisk magt bag sin politik – det går måske ikke hurtigt, men det skaber grundlaget for legitimitet.

For det tredje, hvis man ikke kan leve med de politiske muligheder som demokratiet i Danmark tilbyder, så bør man alvorligt overveje, om man ikke er bedre tjent med at være borger i en anden stat.

Problematikken kan også anskues filosofisk. Som den tyske teoretiker Hannah Arendt gjorde opmærksom på, så er vold og demokratisk magt grundlæggende modsætninger.

For Arendt er vold og magt to forskellige former for styre. Magt opstår igennem kollektiv støtte til et særligt system og dets beslutningers legitimitet. Derfor er demokratiet den potentielt mest magtfulde konstruktion, da borgerne i et sådan system anerkender demokratiets beslutninger uanset om de er enige eller ej. Vold på den anden side er en nødvendighed for at sikre et styre, når man ikke kan mobilisere bred støtte bag politiske beslutninger. Derfor er magt og vold hinandens modsætninger – folk tyr til vold når en demokratisk støtte er udenfor rækkevidde.

Men sammenhængen imellem vold og magt er mere kompleks end som så. Vold er ude af stand til at skabe magt – vold kan altså ikke skabe et grundlag for bred demokratisk støtte – men vold kan godt ødelægge demokratisk magt. Og det er det, vi ser. Demokratiske beslutninger bliver nu tilrettet under den implicitte og til tider eksplicitte trussel om yderligere vold.

Vold har endnu et kendetegn: vold avler vold. Sidste år så vi elementer af det »autonome« miljø hærge gaderne, i dag er de blevet gjort selskab af såkaldt »frustrerede« minoriteter. Denne tendens forstærkes kun af det demokratiske systems tilsyneladende eftergivenhed og forståelse over for brugen af vold. Det virker som om, enhver der nu om dage synes forurettet og frustreret med en vis forventning kan se frem til politisk opmærksomhed og imødekommenhed fra det demokratiske system – hvis vel at mærke vedkommende er parat til at bryde loven og udøve vold.

Når det demokratiske system er så besværligt at danse med – man skal jo overbevise et flertal om sin sag – så er det meget lettere og åbenbart langt mere effektivt at ty til vold.

Med den stigende brug af vold som udtryksform for politisk utilfredshed i vores samfund, er vores demokrati kommet i fare.

Når vold går fra at blive betragtet som en grundlæggende illegitim kriminel handling til at blive en halvlegitim politisk udtryksform for politisk gruppering på venstrefløjen og blandt folk med minoritetsbaggrund så forskydes grundpillerne i vores samfundsform. Og takken herfor kan uden tøven tillægges politikere og meningsdannere, som har skabt en politisk platform for brug af vold ved deres forståelse for og villighed til at forhandle med visse voldelige elementer i vores samfund.