Der måles som aldrig før. Vores usikkerhed over for forandringer, digitalisering og dannelse med mere udløser en overdreven trang til at måle. Måle alt! »Vi får, hvad vi måler,« er et begreb, jeg har lånt fra professor Steen Hildebrandt. Men tæller det, vi måler. Kan det bruges til noget?
I store dele af den offentlige og private sektor fortæller man, hvad mennesker skal – og kontrollere dem bagudrettet.
Det giver ingen mening, men bruges alligevel med stor fornøjelse som almindeligt styringsværktøj mod mennesker, selv om al forskning viser, at resultatmålinger ikke skaber værdi. Men vi bliver ved med at måle, fordi usikkerheden om, hvad mennesker kan, og hvilken værdi de skaber, ikke kan bruges til ret meget andet end at måle. Igen og igen.
Lad os tage et eksempel på målinger: Danmarks fremtid, de unge, som afslutter folkeskolen eller gymnasiet. Mange får karakteren 12. Alt for mange, synes de fleste.
Er opgaverne for nemme? Snyder de ved at gå på nettet? Eller er det et udtryk for dygtighed? Jeg vælger at tro på, at Danmarks ungdom er dygtige! De kan noget. At en fjerdedel af dem får 12, er da fantastisk. Lad os hejse Dannebrog og glæde os over det.
Men nej, der sker noget helt andet, som viser, at vi slet ikke tror på målinger, når det handler om de unge. Så drop da de målinger – eller tro på, at de er dygtige. 12-tallet er et udtryk for dygtighed.
Jeg forstår simpelthen ikke den evigt kørende diskussion om unges evner, lyst til livet, brug af sociale medier, manglende lyst til en erhvervsuddannelse, »mig-kultur« etc.
Vend den om, voksne! Tro på de unge. De er dygtige. De ved mere end os. De er hjælpsomme. De er vores fremtid – og vi kan være helt rolige. De skal nok klare sig – selv om de kun fik 10 til afgangseksamen.
Jeg tror bare ikke, de gider høre på, hvad vi siger og mener – om dem! For nylig var jeg sammen med 20 unge mellem 18-25 år, som udfordrede en gruppe erfarne ledere mellem 40-60 år. Her opstod denne dialog mellem den unge og den erfarne: »Da jeg var ung, havde jeg flere job, hvor chefen var et røvhul«, sagde den erfarne. »Hvis jeg nogensinde får en leder, der er et røvhul, skrider jeg,« replicerede den unge. Hvad er det et udtryk for – fremskridt? Ja!
De unge gider ikke blive målt bagud og på fortidens resultater, som hverken siger noget om nutiden eller fremtiden. Men de får konstant disse målinger, tal og fejlagtige antagelser smidt i hovedet hver eneste dag.
Nutidens unge vil ikke mødes med mistro, meningsløse målinger, dårlig ledelse og bagudrettede muligheder.
De vil mødes med tillid, kærlighed, respekt, mening, god ledelse og fremadrettet støtte til at nå deres drømme.
Deres drømme er vores muligheder.
Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk
