Vismænd: Brug dyrkningsafgifter til at beskytte vandmiljøet

Landbrugets udledning af kvælstof skal ned, og regeringen overvejer nu udformningen af fremtidens kvælstofregulering. De økonomiske vismænd anbefaler, at der bliver tænkt nyt og indført dyrkningsafgifter, som afhænger af miljøbelastningen ved dyrkning.

Det handler ikke bare om at mindske brugen af gødning, mener de økonomiske vismænd, der i stedet foreslår dyrkningsafgifter. Arkivfoto: Jeppe Michael Jensen
Læs mere
Fold sammen

Gødning er afgørende for landmændenes høstudbytte, men kvælstof fra gødningen forringer vandmiljøet. Det går ud over biodiversiteten og mindsker den rekreative værdi af vores kystområder. For at sikre god økologisk tilstand i alle kystnære vande er der opstillet mål for, hvor meget udledningen af kvælstof skal reduceres i forskellige dele af Danmark.

Der kræves betydelige reduktioner af landbruget, og derfor er det vigtigt for både samfundet og landbruget, at den kommende regulering bliver omkostningseffektiv, så reduktionsmålene nås til færrest mulige omkostninger.

Det er faktisk ikke helt ligetil at lave en omkostningseffektiv kvælstofregulering. Beskyttelse af vandmiljøet handler ikke kun om at mindske brugen af gødning på markerne. Det har også betydning, hvad der dyrkes på marken. Det skyldes, at der er forskel på, hvor gode forskellige afgrøder er til at optage den tilførte mængde kvælstof. Afgrøder, som er gode til at optage kvælstof, mindsker risikoen for, at kvælstoffet belaster vores vandmiljø.

Der er også store geografiske forskelle på behovet for at mindske udledningen af kvælstof. I dele af Danmark er der ikke behov for at mindske brugen af kvælstof, mens det i andre dele er nødvendigt med store reduktioner.

En omkostningseffektiv regulering bør være differentieret, både geografisk og i forhold til afgrøder, så den tager højde for, at der er forskel i miljøpåvirkningen ved forskellige afgrøder, og for de geografiske forskelle i behovet for at reducere udledningen af kvælstof.

Den gamle regulering med kvælstof­normer blev afskaffet i 2016, og en ny kvælstofregulering skal snart besluttes.

En mulighed er, at den nye regulering bygger direkte videre på de gamle kvælstofnormer, som pålagde landmænd at gøde en bestemt procentandel under det drifts­økonomisk bedste. Der er imidlertid flere problemer ved normsystemet.

For det første tilskynder kvælstofnormer ikke landmanden til at vælge afgrøder, der er mindre miljøbelastende. Det er ikke omkostningseffektivt, at reduktionsmålet nås alene ved, at landmanden over en bred kam gøder mindre. Det ville koste mindre at nå reduktionsmålet, hvis landmanden i stedet vælger nogle mindre miljøbelastende afgrøder, men til gengæld får lov til at bruge den mængde gødning, som afgrøderne har behov for.

For det andet kan det også blive svært i praksis at differentiere normerne geografisk. Kvælstofnormerne skal reduceres meget i miljøfølsomme områder, men kun lidt eller slet ikke andre steder. Hvis en landmand kun har lov til at bruge lidt gødning på sin bedrift, vil værdien af et ekstra kg gødning således være høj. Geografisk differentierede kvælstofnormer vil derfor give en forskel på værdien af gødning i forskellige dele af Danmark. Ved en tilstrækkelig stor forskel på værdien af gødning mellem bedrifter vil der være et incitament til at handle ulovligt med gødning uden om normsystemet.

En sådan ulovlig handel vil i givet fald medføre en yderligere forøgelse af omkostningerne ved kvælstofnormer.

I vores seneste miljøøkonomiske rapport foreslår vi, at man i stedet for normer indfører dyrkningsafgifter.

Dyrkningsafgifterne skal være større for afgrøder, som medfører stor udledning af kvælstof til vandmiljøet og større i de områder af Danmark, hvor vandmiljøet er mest følsomt. I de områder, hvor kvælstof ikke er et problem, skal der ikke være nogen dyrkningsafgifter.

Dyrkningsafgifterne giver hver enkelt landmand en økonomisk tilskyndelse til at begrænse, hvor meget kvælstof som ender i vandmiljøet. Derfor er differentierede dyrkningsafgifter en mere omkostnings­effektiv måde at opnå målet om god økologisk tilstand på.

Beregninger viser, at der er en samfundsøkonomisk besparelse på omkring 450 mio. kr. pr. år. ved at bruge dyrkningsafgifter til at mindske udledningen af kvælstof i stedet for kvælstofnormer.

Selv om dyrkningsafgifter er det bedste ud fra en samlet samfundsøkonomisk betragtning, gør dyrkningsafgifterne det mindre attraktivt at være landmand – især for de landmænd, som ejer jorde, hvor dyrkning giver størst belastning af vand­miljøet.

Hvis det politisk ønskes, kan provenuet fra dyrkningsafgifterne imidlertid bruges til at kompensere de landmænd, der bliver ramt af reguleringen. Sker det, bliver dyrkningsafgifter også den billigste regulering set fra landmandens synspunkt.