Virker videoovervågning?

Det kan ikke dokumenteres, at videoovervågning gør borgerne tryggere eller får dem til at ændre adfærd i byen. Og befolkningens dalende begejstring burde vække til eftertanke.

Det er usikkert, om videoovervågning øger sikkerheden, opklaringsprocenten eller befolkningens tryghed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske Tidende taler på lederpladsen (1. december 2008) for opsætningen af videoovervågning på gader og stræder i København. Ifølge lederen er der tale om et meget lille indgreb i borgernes privatliv set i lyset af den øgede sikkerhed, som følger med overvågningen. Med kameraerne behøver man ikke længere at være bange for knivoverfald og kugleregn. Videoovervågning forebygger kriminalitet og styrker samtidig politiets efterforskning væsentligt. Men hvor har lederskribenten mon denne viden fra?

Ser man på den forskning, der findes om videoovervågning af bykerner, er der ikke belæg for optimismen.

En nyere svensk rapport har samlet et stort antal undersøgelser af videoovervågningens indvirkning på kriminalitet i byområder. Konklusionen er klar: Det kan ikke dokumenteres, at video­overvågning har den ønskede effekt. Godt nok bliver der ikke stjålet lige så mange biler fra videoovervågede parkeringspladser som fra pladser uden overvågning, men forskerne kan ikke vise, at det er mere sikkert at færdes i byrum med videoovervågning end i byrum uden.

En lignende konklusion når Det Kriminalpræventive Råd frem til i en rapport fra 2005. Her siges det, at videoovervågning kan virke præventivt mod f.eks. butikstyverier, men det virker ikke mod vold og voldtægt.

Det er med andre ord usikkert, om videoovervågning har en betydelig kriminalpræventiv effekt.

At det forholder sig sådan kan skyldes, at mange tilfælde af alvorlig kriminalitet begås under indflydelse af rusmidler eller i ophidselse og affekt. Gerningsmanden foretager altså ikke en kølig beregning af mulighederne for at blive filmet og dermed afsløret – og i sådanne situationer er overvågningen virkningsløs.

Der er heller ikke grund til den store optimisme, når det gælder politiets øgede opklaringsmuligheder.

En rapport fra Justitsministeriets Forskningsenhed refererer f.eks. en undersøgelse, der peger på, at opklaringsværdien af videoovervågning ikke er særlig stor.

Og for nylig fortalte det britiske politi, at videoovervågning ikke er nær så effektiv i opklaringsarbejdet, som de havde håbet. F.eks. er det overraskende sjældent, at billeder fra videoovervågning indgår som bevismateriale i en efterfølgende retssag. Dette skal ses i lyset af, at England måske er det mest videoovervågede land i verden, og at udgifterne til opsætning og vedligeholdelse af overvågningskameraer er betydelige. Alene byen London har brugt 2 milliarder kroner på videoovervågning i løbet af de sidste 10 år.

Ovenstående synes ikke at give danske borgere grund til at føle sig mere trygge, når de færdes i videoovervågede områder.

Undersøgelser peger da også på, at tryghedsfølelsen afhænger af, om der faktisk foregår mindre kriminalitet. Og uanset om steder, der opfattes som risikofyldte, videoovervåges eller ej, så holder folk sig fra disse områder.

Samtidig viser det sig, at befolkningens begejstring er størst, før kameraerne sættes op, og at den positive holdning daler efter opsætningen.

Det kan altså ikke dokumenteres, at videoovervågning gør borgerne tryggere eller får dem til at ændre adfærd i byen. Og befolkningens dalende begejstring burde vække til eftertanke hos såvel politikere som Berlingske Tidendes lederskribent.

I Danmark snurrer kameraerne i øjeblikket i Aalborgs Jomfru Ane Gade, og inden længe sættes de op i København og Århus. Det rejser en række presserende spørgsmål:

Hvordan forandrer videoovervågning politiets arbejdsgange? Hvor megen efteruddannelse og organisatorisk omstrukturering kræver det? Hvor bekosteligt er det at vedligeholde og betjene udstyret sammenlignet med andre kriminalpræventive og efterforskningsfremmende ressourcer? I hvilke situationer har videoovervågning den ønskede effekt, og i hvilke har den ikke? Og hvad sker der med kriminaliteten i områder, der ikke er under videoovervågning?

Sådanne spørgsmål må nødvendigvis medtages i en vurdering af, om videoovervågning virker.

Desværre lægger Berlingske Tidendes lederskribent sig ukritisk i kølvandet på toneangivende politikere ved skråsikkert at hævde, at videoovervågning øger både sikkerheden, opklaringsprocenten og befolkningens tryghedsfølelse.

Men det er en løstsvævende påstand, som savner forskningsmæssigt belæg.