Vi står stærkere, når vi står sammen

Fagbevægelse. Grænserne udviskes mellem arbejder og funktionær, og fagbevægelsen befinder sig i et vadested. Vi skal ikke finde ud af, hvem fagbevægelsen er i dag, men hvem vi vil være i fremtiden, skriver HKs forbundformand, Kim Simonsen.

LO-formand Lizette Risgaard (th.) og FTF-formand Bente Sorgenfrey slår sammen på tromme for en sammenlægning af de to forbund. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson
Læs mere
Fold sammen

Fredag 13. april bliver en skæringsdag for den danske fagbevægelse. Den dag afgøres det på to ekstraordinære kongresser, om danske lønmodtagere i LO og FTF slår sig samme i én stor hovedorganisation med 1,5 mio medlemmer.

Så når opinionsredaktør Claus Skovhus i sin klumme lørdag 17. februar spørger: »Hvem fanden er fagbevægelsen i dag?« vil jeg omformulere hans spørgsmål til:

»Hvem fanden skal fagbevægelsen være i fremtiden?«

For det er langt mere interessant. Og første skridt mod et svar tages på den skæbnesvangre dato: Fredag den 13.

Der skal ikke herske tvivl om, at HK går helhjertet og fuldt ind for fusionen.

Vi tror faktisk på, at vi står stærkere, når vi står sammen. Det har arbejdsgiverne jo allerede fundet ud af, og de har gennem årene sluttet sig sammen i større og stadigt mere magtfulde enheder.

Skellet mellem »funktionæren« i FTF og »arbejderen« i LO, »den offentligt ansatte« i FTF og »den privatansatte« i LO er visket ud.

Og når Claus Skovhus spørger: Kan LO både repræsentere ansatte med korte og lange uddannelser, privat og offentligt ansatte, så er svaret: Det gør LO og FTF allerede i dag – bare hver for sig.

Faktisk gør blandt andre HK det allerede inden for et enkelt forbund: Vi organiserer ufaglærte, faglærte og lønmodtagere med mellemlange videregående uddannelser. Vi organiserer både offentligt ansatte og private, for den private og offentlige sektor er ikke hinandens modsætninger, som Claus Skovhus antyder. De er hinandens forudsætninger.

Og hvis 1,5 mio. lønmodtagere i en ny hovedorganisation står sammen om, at alle har krav på uddannelse, uanset om de allerede har én eller er ufaglærte, så vil vi se resultater.

Hvis 1,5 mio lønmodtagere står sammen om at arbejde for at sidestille det psykiske arbejdsmiljø med det fysiske, så er der en god chance for, at det vil ske.

Hvis 1,5 mio. lønmodtagere taler med én stemme, er chancen for resultater større.

Sammenhold giver indflydelse, og indflydelse giver resultater.

Claus Skovhus påpeger fuldstændigt korrekt, at fagbevægelsen taber medlemmer.

Sandheden er ganske rigtigt, at vi ikke har væltet os i sejre de seneste 30 år. Men det er jo præcis derfor, at vi den 13. april skal tænke nyt.

Skellene mellem lønmodtagerne eksisterer ikke længere, og vi bør stå på samme side. Vi ER på samme side.

Som lønmodtagere arbejder vi allerede sammen på arbejdspladserne. Det skal vi også i fagbevægelsens top. Ikke for at få svar på, hvem fagbevægelsen er i dag, men for at beslutte, hvem fagbevægelsen skal være fremover.